Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Jesu liv

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Disciplene sov

    Det menneskelige hjerte længes efter medfølelse, når det lider. Kristus følte denne længsel i sit inderste. Han kom til disciplene i den yderste sjæleangst og med et stort behov for at høre nogle trøstende ord fra dem, som han så ofte havde velsignet og trøstet. Han, som altid havde haft deltagende ord parat til dem, led nu overmenneskelige kvaler, og han længtes efter at vide, at de bad for ham og for sig selv. Hvor forekom syndens ondskab dog mørk! Det var en frygtelig fristelse at lade menneskeslægten bære følgerne af sin egen synd, mens han var uskyldig i Guds øjne. Hvis han blot kunne være sikker på, at hans disciple forstod og værdsatte dette, så ville det styrke ham.JSL 499.3

    Han rejste sig med stor anstrengelse og vaklede hen til stedet, hvor han havde efterladt sine venner. Men han “finder dem sovende.” Hvis han havde fundet dem bedende, ville det have lettet hans sind. Hvis de havde søgt tilflugt hos Gud, for at sataniske kræfter ikke skulle få magt over dem, så ville deres urokkelige tro have været ham en trøst. Men de havde ikke ænset den ofte gentagne advarsel: “Våg og bed.” I begyndelsen havde de været meget bekymrede over at se deres ellers så rolige og værdige Herre kæmpe med en ufattelig sorg. De havde bedt, da de hørte hans lidelsesfyldte råb. Det var ikke deres hensigt at svigte deres Herre, men det var, som om de var lammet af en døsighed, som de kunne have rystet af sig, hvis de var blevet ved med at bønfalde Gud. De gjorde sig ikke klart, hvor nødvendigt det var at våge og bede inderligt for at kunne modstå fristelsen.JSL 499.4

    Lige før Jesus begav sig hen til haven, havde han sagt til disciplene: “I nat vil I alle svigte mig.” 3Matt 26,31 De havde givet ham de stærkeste forsikringer om, at de ville følge ham både i fængsel og død, og den stakkels, selvsikre Peter havde tilføjet: “Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.” 4Matt 26,33 Men disciplene stolede på sig selv. De henvendte sig ikke til den magtfulde hjælper, som Jesus havde rådet dem til at gøre. Derfor sov de, da Frelseren trængte mest til deres medfølelse og bøn. Selv Peter sov.JSL 499.5

    Også Johannes, den elskede discipel, som havde lænet sig mod Jesu bryst, var faldet i søvn. Johannes’ kærlighed til Mesteren burde have holdt ham vågen. Hans inderlige bønner burde have forenet sig med hans elskede Frelsers i hans store nød denne nat. Frelseren havde tilbragt hele nætter med at bede for sine disciple om, at deres tro ikke skulle svigte. Hvis Jesus nu havde stillet det samme spørgsmål til Jakob og Johannes, som han engang havde gjort: “Kan I drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes med?” så ville de ikke have vovet at svare: “Ja, det kan vi.” 5Mark 10,38-39JSL 500.1

    Disciplene vågnede ved at høre Jesu stemme, men kunne næsten ikke kende ham, fordi hans ansigt var så forandret af smerte. Jesus henvendte sig til Peter og sagde: “Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.” Jesus havde medfølelse med disciplenes skrøbelighed. Han frygtede, at de ikke ville være i stand til at udholde den prøve, som de ville blive stillet overfor ved forræderiet af ham og hans død. Han bebrejdede dem ikke, men sagde: “Våg, og bed om ikke at falde i fristelse.” Selv i sin store sjælekval søgte han at undskylde deres skrøbelighed. Han sagde: “Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.”JSL 500.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents