Om at faste
Johannes’ disciple havde ikke nogen klar forståelse af Kristi gerning. De troede, at der måske var et grundlag for farisæernes anklage. De overholdt mange af de regler, der var foreskrevet af de skriftkloge, og håbede endog at blive retfærdiggjort ved lovgerninger. Faste blev praktiseret af jøderne som en fortjenstfuld handling, og de strengeste af dem fastede to gange om ugen. Farisæerne og Johannes’ disciple fastede, da de sidstnævnte kom til Jesus med spørgsmålet: “Hvorfor faster vi og farisæerne så meget, men dine disciple faster ikke?”JSL 190.3
Jesus gav dem et meget mildt svar. Han gjorde ikke noget forsøg på at rette deres forkerte opfattelse af at faste, men prøvede blot at retlede dem angående sin egen opgave. Og dette gjorde han ved at benytte det samme eksempel, som Døberen selv havde brugt, da han vidnede om Jesus. Johannes havde sagt: “Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen.” Johannes’ disciple kunne ikke undgå at huske disse ord fra deres lærer, da Jesus med anvendelse af det samme billede sagde: “Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er sammen med dem?”JSL 190.4
Himmelens Prins var hos sit folk. Guds største gave var blevet givet til verden. Til glæde for de fattige, for Kristus var kommet for at gøre dem til arvinger til sit rige. Til glæde for de rige, for han ville lære dem at sikre sig evige rigdomme. Til glæde for de uvidende; for han ville gøre dem vise til frelsen. For at glæde de vise, for han ville åbenbare dem dybere hemmeligheder, end de nogen sinde havde fattet; sandheder, der havde været skjult fra verdens skabelse, ville blive åbenbaret for mennesker ved Frelserens gerning.JSL 190.5
Johannes Døber havde frydet sig ved at se Frelseren. Hvilken anledning til at fryde sig havde ikke disciplene, der havde fået det privilegium at vandre og tale med Himmelens Majestæt! Dette var ikke tidspunktet for dem til at sørge og faste. De måtte med åbent sind tage imod herlighedens lys, så de kunne sprede lys til dem, der sad i mørket og dødens skygge.JSL 191.1
Det var et lyst billede, som Kristi ord kaldte frem, men over det lå der en mørk skygge, som kun hans øjne opfattede. “Men der kommer dage,” sagde han, “da brudgommen er taget fra dem, og så skal de faste.” Når disciplene skulle se deres Herre forrådt og korsfæstet, så ville de sørge og faste. I sine sidste ord til dem i salen ovenpå sagde han til dem: “En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.” JSL 191.2
Når han stod op fra graven, skulle deres sorg vendes til glæde. Efter sin optagelse til Himmelen ville han i personlig skikkelse være borte fra dem, men gennem Talsmanden ville han stadig være hos dem, og de skulle ikke bruge tiden til at sørge. Dette var, hvad Satan ønskede. Han ville, at de skulle give verden indtryk af, at de var blevet svigtet og skuffet; men de skulle i tro se op til den himmelske helligdom, hvor Jesus gjorde tjeneste for dem; de skulle åbne deres sind for Helligånden, Jesu stedfortræder, og fryde sig i lyset af hans tilstedeværelse. Dog ville der komme dage med fristelser og prøvelser, hvor de ville komme i konflikt med denne verdens herskere og ledere af mørkets rige. Når Kristus ikke mere personligt var sammen med dem, og de ikke kunne mærke Talsmanden, så ville det være mere passende for dem at faste.JSL 191.3
Farisæerne søgte at ophøje sig selv ved deres strenge overholdelse af former, men deres hjerter var fulde af misundelse og strid. Skriften siger: “I faster i kiv og strid og kaster med sten i ondskab. Når I faster, som I nu gør, bliver jeres bøn ikke hørt i himlen. Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag?” JSL 191.4
Den sande faste er ikke blot en formssag. Skriften beskriver den faste, som Gud har anerkendt: “at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg,” “rækker den sultne dit brød og mætter den forkuede.” Her forkyndes selve ånden og karakteren i Kristi gerning. Hele hans liv var et offer af sig selv til verdens frelse. Hvad enten han fastede i fristelsens ørken eller sad til bords med tolderne ved Matthæus’ gæstebud, så gav han sit liv for at frelse de fortabte. Den sande hengivenheds ånd viser sig ikke ved unyttig sorg, legemlig ydmygelse alene eller mangfoldige ofre, men den åbenbarer sig ved overgivelsen af selvet til beredvillig tjeneste for Gud og mennesker.JSL 191.5