Hvad Jesus måtte lide

Nu forklarede Jesus sine disciple, at hans eget liv i selvfornægtelse var et eksempel på, hvordan deres ville blive. Han kaldte sammen med sine disciple de mennesker til sig, som havde ventet i nærheden, og sagde: “Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.” Korset forbandt man med Roms herredømme. Det var redskabet til den mest grusomme og ydmygende måde at dø på. Det blev krævet af de usleste forbrydere, at de skulle bære korset til henrettelsesstedet, og når det blev lagt på deres skuldre, gjorde de ofte voldsom modstand, indtil de blev overmandet, og torturredskabet blev bundet fast til dem. Men Jesus bød sine disciple tage deres kors op og bære det ligesom han. Skønt disciplene kun uklart forstod hans ord, pegede de i retning af, at de for Kristi skyld måtte underkaste sig den mest bitre ydmygelse — endog døden. Frelserens ord kunne ikke have skildret nogen mere fuldkommen selvovergivelse. Men alt dette havde han påtaget sig for deres skyld. Jesus regnede ikke Himmelen for et attråværdigt sted, mens vi var fortabt. Han forlod de himmelske boliger for at leve et liv i skam og skændsel og lide en forbryders død. Han, som ejede Himmelens uvurderlige skatte, blev fattig, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige. Vi skal følge ham på den vej, han vandrede.JSL 301.3

Kærlighed til mennesker, for hvem Kristus døde, vil sige korsfæstelse af vort eget jeg. Den, som er et Guds barn, skal herefter betragte sig selv som et led i den kæde, der er sænket herned for at frelse verden, og være ét med Kristus i hans frelsesplan ved at gå ud med ham for at søge og frelse de fortabte. En kristen skal altid gøre sig klart, at han har viet sig selv til Gud, og at han i sin karakter skal åbenbare Kristus for verden. Selvopofrelsen, medfølelsen og kærligheden, der viste sig i Kristi liv, skal genfindes i Guds tjeners liv.JSL 302.1

“Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.” Selviskhed betyder død. Intet af legemets organer kunne leve, hvis dets funktion var begrænset til det alene. Hvis hjertet ikke kunne sende sit levende blod ud til hånden og hovedet, ville det hurtigt miste sin kraft. Kristi kærlighed er ligesom vort levende blod spredt til hver del af hans åndelige legeme. Vi er alle dele heraf, og den, som nægter at medvirke, vil gå til grunde. Og Jesus sagde: “For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?”JSL 302.2

Hinsides den nuværende tids fattigdom og ydmygelse udpegede han for sine disciple sit komme i herlighed, — ikke med en jordisk kongetrones pragt, men med Guds og de himmelske hærskarers herlighed. Og så, sagde han, “vil han gengælde enhver efter hans gerning”. Derpå gav han dem dette løfte til opmuntring: “Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige.” Men disciplene forstod ikke hans ord. Herligheden syntes dem at være så fjern. De holdt blikket fæstet ved det nære, det jordiske liv i fattigdom, ydmygelse og lidelse. Skulle de virkelig opgive deres brændende forventning om Messias’ rige? Skulle de ikke komme til at se deres Herre ophøjet på Davids trone? Var det muligt, at Kristus skulle leve som en ydmyg, hjemløs vandringsmand, der skulle ringeagtes, forkastes og slås ihjel? Sorgen overvældede dem, for de elskede deres Mester. Også tvivlen plagede deres sind, for det forekom dem uforståeligt, at Guds Søn skulle blive genstand for en så grusom ydmygelse. De stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor han frivilligt skulle tage til Jerusalem for at finde sig i den behandling, som han havde sagt, han ville få der. Hvordan kunne han overgive sig til en sådan skæbne og efterlade dem i endnu større mørke end det, de famlede sig frem i, før han åbenbarede sig for dem.JSL 302.3

I egnen omkring Kæsarea Filippi var Kristus uden for Herodes’ og Kaifas’ rækkevidde — sådan ræsonnerede disciplene. Her havde han intet at frygte fra jødernes had eller romernes magt. Hvorfor så ikke arbejde her, langt borte fra farisæerne? Hvorfor behøvede han at overgive sig selv til døden? Hvis han skulle dø, hvordan skulle hans rige så oprettes så stærkt, at Dødsrigets porte ikke skulle kunne få magt over det? Dette var fuldstændigt ubegribeligt for disciplene.JSL 302.4

De var allerede nu pa vej langs Galilxa s¢ens bredder hen imod den by, hvor alle deres forhabninger skulle knuses. De vovede ikke at g¢re indven­ dinger til Kristus, men de talte sammen med sagte og bedr¢vede stemmer om, hvad frerntiden ville bringe. Midt i deres tvivl klamrede de sig alligevel til tanken om, at et eller andet uforudset maske kunne hindre den skxbne, der ventede deres Herre. Sadan s¢rgede og tvivlede, habede og frygtede de i seks lange triste dage.JSL 303.1