Fordi de forkastede Kristus
Kun i ringe grad forstod jøderne det frygtelige ansvar, de påtog sig ved at forkaste Jesus. Lige fra dengang, hvor det første uskyldige blod blev udgydt, da Abel faldt for Kains hånd, har den samme historie gentaget sig, og skylden er blevet større. Til alle tider har profeter hævet deres røst mod kongernes, herskernes og folkets synder og har talt de ord, som Gud indgav dem, og de har adlydt hans vilje med fare for deres liv. Fra generation til generation havde en frygtelig afstraffelse hobet sig op til dem, der forkastede lyset og sandheden. Nu nedkaldte Kristi fjender den over deres egne hoveder. Præsternes og rådsherrernes synd var større end nogen foregående generations synd. Ved deres forkastelse af Frelseren gjorde de sig ansvarlige for blodet fra alle de retfærdige mænd, der var blevet dræbt fra Abel til Kristus. Bægeret med deres synder var ved at flyde over, og snart skulle det udøses over deres hoveder som retfærdig gengældelse. Jesus advarede dem herom:JSL 447.5
“For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt.”JSL 448.1
De skriftkloge og farisæerne, som lyttede til Jesus, vidste godt, at hans ord var sande. De vidste, hvordan profeten Zakarias var blevet dræbt. Mens de advarende ord fra Gud lød fra hans læber, var den frafaldne konge blevet grebet af et djævelsk raseri, og på hans befaling var profeten blevet henrettet. Hans blod var blevet præget ind i tempelgårdens sten og lod sig ikke udslette, men vedblev at være et vidnesbyrd mod det frafaldne Israel. Så længe templet blev stående, ville pletten af den retfærdiges blod være der og råbe til Gud om hævn. Da Jesus hentydede til disse frygtelige synder, gik der en gysen af rædsel gennem mængden.JSL 448.2
Idet han så fremad, erklærede Jesus, at jødernes ubodfærdighed og intolerance over for Guds tjenere ville være den samme i fremtiden, som den havde været i fortiden:JSL 448.3
“Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by.” Profeter og vise, fyldt med tro og Hellig Ånd — Stefanus, Jakob og mange andre — ville blive dømt og slået ihjel. Med sin hånd løftet mod himmelen og omgivet af et guddommeligt lysskær talte Kristus som en dommer til dem, der stod foran ham. Hans stemme, der så ofte havde lydt mild og bønfaldende, lød nu irettesættende og fordømmende. Tilhørerne gøs. Indtrykket af hans ord og fremtoning skulle aldrig blive udslettet.JSL 448.4
Kristi vrede var rettet mod hykleriet, denne grove synd, hvorved mennesker ødelagde deres egne sjæle, bedrog folket og vanærede Gud. I præsternes og rådsherrernes besnærende og vildledende måde at ræsonnere på erkendte han sataniske kræfters medvirken. Hans fordømmelse af synden havde været hård og grundig; men han talte ikke et ord om gengæld. Han følte en hellig vrede mod mørkets fyrste, men han tilkendegav ikke nogen ophidselse. Sådan vil en kristen, der lever i fred med Gud og er i besiddelse af kærlighedens og barmhjertighedens milde sind, føle en retfærdig vrede mod synden; men han vil ikke lade sig lede af lidenskabelig vrede og spotte dem, der håner ham. Selv når han møder dem, der drives af dybets kræfter til at opretholde falskhed, vil han ved Kristi hjælp stadig kunne bevare roen og selvbeherskelsen.JSL 448.5
En guddommelig medlidenhed viste sig i Guds Søns ansigtsudtryk, da han kastede et langt blik på templet og derefter på sine tilhørere. Med en stemme, der var påvirket af smerte og bitre tårer, udbrød han: “Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.” Dette er afskedskampen! I Kristi klage udøser Guds eget hjerte sig. Det er det hemmelighedsfulde farvel fra Guddommens langmodige kærlighed.JSL 449.1
Farisæerne og saddukæerne var lige tavse. Jesus kaldte sine disciple til sig og gjorde klar til at forlade templet, ikke som en, der er besejret og tvunget bort af sine modstandere, men som en, hvis værk er fuldbyrdet. Han trak sig tilbage som sejrherre.JSL 449.2
De perler af sandhed, der lød fra Kristi mund på denne begivenhedsrige dag, blev bevaret i manges hjerter. Nye tanker brød frem i deres liv, nye forhåbninger blev vakt, og et nyt afsnit begyndte. Efter Kristi korsfæstelse og opstandelse kom disse mennesker frem i forgrunden og opfyldte deres guddommelige bestemmelse med en visdom og nidkærhed, der svarede til gerningens storhed. De bragte et budskab, der appellerede til mennesker og svækkede den gamle overtro, der så længe havde domineret tilværelsen for tusinder. Over for deres vidnesbyrd svandt menneskelige teorier og livsanskuelser ind til at være tom snak. Det var vældige resultater, der blev følgen af Frelserens ord til denne undrende skare fyldt med ærefrygt i Jerusalems tempel.JSL 449.3
Men Israel var som et folk blevet skilt fra Gud. De naturlige grene på oliventræet var knækket af. Mens Jesus for sidste gang kastede et bedrøvet blik på templets indre, sagde han sørgmodigt: “Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” Hidtil havde han kaldt templet for sin Fars hus; men nu, hvor Guds Søn skulle gå ud fra disse mure, ville Guds nærværelse for stedse blive unddraget det tempel, der var bygget til hans ære. Herefter ville dets ceremonier blive meningsløse og dets tjeneste en parodi.JSL 449.4