En gerning af Helligånden

Nikodemus følte sig stadig forvirret, og Jesus benyttede vinden til at give et billede af, hvad han mente: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”JSL 112.5

Man hører vinden suse i træernes grene, så blade og blomster rasler; alligevel er den usynlig, og intet menneske ved, hvorfra den kommer, eller hvorhen den går. Sådan er det også med Helligåndens gerning i hjertet. Den lader sig lige så lidt forklare som vindens bevægelser. Et menneske er måske ikke i stand til nøjagtigt at angive tid eller sted, eller til at spore alle de omstændigheder i forbindelse med dets omvendelse, men dette er ikke noget bevis for, at det ikke er omvendt. Ved en kraft, der er lige så usynlig som vinden, indvirker Kristus til enhver tid på hjertet. Lidt efter lidt, og måske ubemærket af modtageren, påvirkes menneskesindet til at modtage Kristus. Denne påvirkning kan ske ved at tænke på ham, ved at læse i Skrifterne eller ved at høre ordet forkyndt af en prædikant. Og pludselig, når ånden kommer med en mere direkte appel, overgiver mennesket sig med glæde til Jesus. Dette kaldes af mange for en pludselig omvendelse, men det er en følge af Guds Ånds kalden gennem lang tid — en tålmodig, langsommelig proces.JSL 113.1

Skønt vinden i sig selv er usynlig, har den virkninger, som ses og mærkes. Således vil åndens arbejde i hjertet åbenbare sig selv i hver eneste handling fra det menneske, der har følt dens frelsende kraft. Når Guds Ånd tager hjertet i besiddelse, forvandler den livet. Syndige tanker forsvinder, man giver afkald på onde gerninger; kærlighed, ydmyghed og fred træder i stedet for vrede, misundelse og strid. Glæde erstatter sorg, og ansigtet kommer til at lyse af det himmelske lys. Ingen ser den hånd, der løfter byrden, eller opfatter det lys, som kommer oppefra. Velsignelsen kommer, når mennesket i tro overgiver sig til Gud. Den kraft, som intet menneskeligt øje kan se, skaber derefter et nyt menneske i Guds billede.JSL 113.2

Det er umuligt for dødelige mennesker at fatte genløsningens værk. Den er et mysterium, som overgår menneskelig forstand, men den, som går over fra døden til livet, forstår, at det er en guddommelig realitet. Begyndelsen af genløsningen kender vi gennem personlig erfaring. Resultaterne heraf varer til evige tider.JSL 113.3

Mens Jesus talte, trængte nogle glimt af sandhed ind i rådsherrens sind. Helligåndens mildnende, dæmpende indflydelse påvirkede hans hjerte. Alligevel forstod han ikke fuldt ud Frelserens ord. Nødvendigheden af at blive født på ny gjorde ikke så meget indtryk på ham, som hvordan det skulle foregå. Han sagde undrende: “Hvordan kan det gå til?”JSL 113.4

“Du er lærer i Israel og forstår ikke det?” spurgte Jesus. En mand, der havde ansvaret for folkets religiøse belæring, burde helt sikkert ikke være uvidende om så betydningsfulde sandheder. Hans ord rummede denne lære, at Nikodemus i stedet for at føle sig irriteret over sandhedens klare ord burde have haft meget beskedne tanker om sig selv på grund af sin åndelige uvidenhed. Dog talte Jesus med en så højtidelig værdighed, og både hans udtryk og stemme udtrykte en så oprigtig kærlighed, at Nikodemus ikke følte sig krænket, da han blev klar over sin ydmygende tilstand.JSL 113.5

Men da Jesus forklarede, at hans mission her på jorden var at oprette et åndeligt i stedet for et jordisk rige, blev hans tilhører bekymret. Jesus tilføjede, da han så dette: “Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske?” Hvis Nikodemus ikke kunne tage imod Jesu lære, som illustrerede nådens indvirkning på hjertet, hvordan skulle han så kunne forstå beskaffenheden af hans herlige, himmelske rige? Når han ikke kunne opfatte, hvad Kristi gerning på jorden bestod i, så kunne han ikke forstå hans gerning i Himmelen.JSL 114.1