Kapitel 44—Det sande tegn

Kapitlet er bygget op over Matt 15,29-39; 16,1-12; Mark 7,31-37; 8,1-21.

“Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis.”JSL 291.1

Det var i landsdelen Dekapolis, de besatte i Gadarenernes egn var blevet helbredt. Her havde befolkningen — opskræmte over tilintetgørelsen af svinene — tvunget Jesus til at drage bort fra dem. Men de havde lyttet til de budbringere, han havde efterladt der, og der var opstået et ønske om at se ham. Da han nu atter kom til den egn, samledes en skare om ham, og man bragte en døv, stammende mand til ham. Jesus helbredte ikke manden, som han plejede ved bare at sige et ord. Han førte ham bort fra mængden, stak sine fingre i hans ører og rørte ved hans tunge. Idet han så op mod Himmelen, sukkede han ved tanken om de ører, som ikke ville være åbne for sandheden, og de tunger, som havde nægtet at anerkende Frelseren. Ved ordene: “Luk dig op!”fik manden atter talens brug, og uden at bryde sig om befalingen om ikke at fortælle det til nogen, fortalte han vidt og bredt historien om sin helbredelse.JSL 291.2

Jesus gik op på et bjerg, og der flokkedes mængden om ham medbringende deres syge og lamme, som de lagde ved hans fødder. Han helbredte dem alle, og skønt folket var hedninger, priste de Israels Gud. I tre dage vedblev de med at stimle sammen om Frelseren; de sov om natten under åben himmel og pressede om dagen på for at høre Kristi ord og for at se hans gerninger. Da de tre dage var gået, havde de ikke mere mad. Jesus ville ikke sende dem sultne bort, og han kaldte sine disciple til sig, for at de skulle give dem mad. Atter blev disciplenes vantro afsløret. De havde ved Betsajda set, hvordan deres lille forråd ved Kristi velsignelse havde været tilstrækkeligt til at mætte de mange mennesker. Alligevel kom de ikke frem med alt, hvad de havde i tillid til hans magt til at mangedoble det til de sultne skarer. Desuden var det jøder, han havde bespist ved Betsajda; her drejede det sig om fremmede og hedninger. De jødiske fordomme var stadig stærke hos disciplene, og de svarede Jesus: “Hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i ødemarken?” Men de adlød hans ord og bragte ham, hvad de havde — syv brød og to fisk. Skaren blev mættet, og syv store kurve med levninger blev tilovers. Således blev fire tusinde mænd foruden kvinder og børn mættede, og Jesus sendte dem bort, glade og taknemmelige.JSL 291.3

Derefter tog han sammen med sine disciple en båd over søen til Magadan ved den sydlige ende af Genezaretsletten. I egnene ved Tyrus og Sidon var han blevet glad og opmuntret på grund af den tillid, den kana'anæiske kvinde havde vist. Det hedenske folk i Dekapolis havde modtaget ham med glæde. Men nu, hvor han en gang mere landede i Galilæa, hvor hans kraft havde åbenbaret sig allerstærkest, hvor de fleste af hans barmhjertighedsgerninger var sket, og hvor han havde udbredt sin lære, blev han mødt med hånlig vantro.JSL 292.1