Falske anklager

Præsterne var i et dilemma. De var klar over, at de helt måtte skjule deres hykleri. Det måtte på ingen måde se ud, som om at Kristus var blevet fængslet af religiøse årsager. Hvis dette blev anført som anklagen, ville deres sagsanlæg ikke have nogen værdi over for Pilatus. De måtte få det til at se ud, som om Jesus arbejdede imod den borgerlige lov. Så kunne han straffes som politisk forbryder. Der opstod konstant tumulter og oprør mod det romerske styre blandt jøderne. Romerne havde optrådt meget hårdhændet mod disse oprørsforsøg, og de var hele tiden på vagt for at undertrykke alt, hvad der kunne føre til et nyt udbrud.JSL 527.1

Kun få dage forinden havde farisæerne forsøgt at lokke Kristus i en fælde med spørgsmålet: “Er det tilladt, at vi giver kejseren skat, eller ej?” ^{1Luk 20,22} Men Kristus havde afsløret deres hykleri. De romere, der var til stede, havde set, hvordan det var slået fuldstændig fejl for de sammensvorne og deres skuffelse over hans svar: “Så giv kejseren, hvad kejserens er.” ^{2Luk 20,25}JSL 527.2

Nu ville præsterne prøve at få det til at se ud, som om Kristus ved denne lejlighed havde sagt det, som de håbede, han ville sige. I deres nød kaldte de falske vidner til hjælp, og de gav sig til “at anklage ham og sagde: ‘Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.’” Det var tre anklager, som alle savnede begrundelse. Præsterne vidste det godt, men de var villige til at begå mened, hvis de derved kunne opnå, hvad de ville.JSL 527.3