Kapitel 53—På vej til Jerusalem

Kapitlet er bygget op over Luk 9,51-56; 10,1-24.

Efterhånden som afslutningen på Kristi gerning nærmede sig, skete der en forandring med hans måde at arbejde på. Hidtil havde han søgt at undgå uro og offentlig omtale. Han havde afslået at modtage folkets hyldest og var hurtigt taget fra sted til sted, når den folkelige begejstring for ham syntes at gå over alle grænser. Gentagne gange havde han frabedt sig at blive erklæret for at være Kristus.JSL 351.1

På løvhyttefestens tid foretog han sin rejse til Jerusalem hurtigt og hemmeligt. Da hans brødre tilskyndede ham til offentligt at erklære, at han var Messias, svarede han: “Min tid er endnu ikke kommet.” ^{1Joh 7,6} Han tog ubemærket til Jerusalem og ankom til byen uanmeldt og uden at blive hyldet af folket. Men således var det ikke ved hans sidste rejse. Han havde for en tid forladt Jerusalem på grund af præsternes og de skriftkloges ondskab, men nu rejste han tilbage i fuld offentlighed. Han gjorde mange omveje, og hans ankomst blev i modsætning til tidligere overalt meddelt på forhånd. Han var nu på vej mod stedet for sit store offer, og det var dette, folkets opmærksomhed skulle rettes imod.JSL 351.2

“Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes.” ^{2Joh 3,14} Ligesom Israels øjne havde været rettet mod den ophøjede slange, symbolet på deres helbredelse, sådan måtte alles øjne rettes mod Kristus, offeret, som bragte frelse til den fortabte verden.JSL 351.3

Det var en forkert opfattelse af Messias’ gerning og manglende tro på Jesu guddommelighed, der fik hans brødre til at opfordre ham til at fremstille sig offentligt ved løvhyttefesten. Nu ville disciplene, drevet af en tilsvarende ånd, forhindre ham i at foretage rejsen til Jerusalem. De huskede hans ord om, hvad der skulle ske med ham der, de kendte de religiøse lederes dødelige fjendskab, og de ville gerne have overtalt deres Mester til ikke at tage derop.JSL 351.4