Ve over farisæerne og de skriftkloge
“De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses’ stol,” sagde han. “Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger.” De skriftkloge og farisæerne påberåbte sig at have fået overdraget guddommelig autoritet svarende til den, Moses havde. De foregav at have overtaget hans plads som fortolkere af loven og dommere over folket. Som sådan krævede de den yderste ærbødighed og lydighed af folket. Jesus bad sine tilhørere gøre, hvad rabbinerne lærte dem, når det var i overensstemmelse med loven, men ikke at følge deres eksempel. De handlede nemlig ikke selv efter deres egen lære.JSL 442.1
Og meget af det, de lærte folk, var i modstrid med Skrifterne. Jesus sagde: “De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.” Farisæerne påbød en mængde regler, som bundede i tradition, og indskrænkede den personlige frihed urimeligt. Visse dele af loven udlagde de sådan, at folkem blev pålagt helligholdelser, som de dog selv i hemmelighed ignorerede og påstod sig fritaget for, når det passede dem.JSL 442.2
De sigtede til enhver tid efter at udstille deres fromhed. Til dette formål var intet dem for helligt. Angående sine bud havde Gud sagt til Moses: “Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke.” Disse ord havde en dybere mening. Når man nøje overvejer Guds ord og handler derefter, påvirkes man positivt. Når man handler retfærdigt og barmhjertigt, vil handlingerne åbenbare principperne i Guds lov. Man vil afvise bestikkelse og alt, hvad der er korrupt og vildledende, og vil arbejde aktivt med kærlighed og medfølelse. Mennesker, der lever efter Guds ord om kærlighed, vil i deres ydre afspejle deres rene karakter. Men jøderne på Kristi tid erkendte ikke noget heraf. Den befaling, der blev givet til Moses, blev fordrejet til, at lovens forskrifter skulle bæres på personen. Forskrifterne blev som følge heraf skrevet på pergamentstrimler og på en iøjnefaldende måde bundet om hovedet og håndledene. Men Guds lov fik ikke af denne grund et fastere greb om sindet og hjertet. Pergamentstrimlerne blev kun båret som en slags ordenstegn, beregnet på at vække opmærksomhed. Det var meningen, at de skulle give den, der bar dem, et gudfrygtigt udseende, som kunne vække folkets ærbødighed. Dette tomme hykleri slog Jesus ned på:JSL 442.3
“Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster; de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi. I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen. I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus.” Med så klare ord afslørede Frelseren den egoistiske ærgerrighed, der med falsk ydmyghed altid stræbte efter storhed og magt, mens hjertet var fyldt af havesyge og misundelse. Når mennesker blev indbudt til festlige lejligheder, blev de placeret efter deres rang, og de, som fik de mest ærefulde pladser, blev betjent først og modtog specielle begunstigelser. Farisæerne var altid ivrige efter at sikre sig denne ære. Jesus dadlede denne fremgangsmåde.JSL 442.4
Han irettesatte dem også for den forfængelighed, de udviste ved at hige efter at blive kaldt rabbi eller mester. Han erklærede, at en sådan benævnelse ikke tilkom mennesker, men Kristus. Præster, skriftkloge og rådsherrer, lovens fortolkere og administratorer var alle brødre og børn af den samme Far. Jesus indprentede folket, at de ikke skulle tildele noget menneske en ærestitel, der indikerede kontrol over deres samvittighed eller deres tro.JSL 443.1
Hvis Kristus i dag var på jorden omgivet af dem, der kaldes “velærværdige” eller “højærværdige,” mon han så ikke ville gentage sine ord: “I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus.” Skriften siger om Gud: “Hans navn er helligt og frygtindgydende.” Hvilket menneske passer en sådan benævnelse på? Hvor lidt åbenbarer et menneske ikke af den visdom og retfærdighed, som den indikerer! Hvor er der mange af dem, der tiltager sig sådanne titler, som fejlfortolker Guds navn og karakter! Hvor ofte har verdslig ærgerrighed, tyranni og de mest syndige gerninger ikke skjult sig under et højt og helligt embedes guldbroderede klæder! Frelseren fortsatte:JSL 443.2
“Men den største blandt jer skal være jeres tjener. Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” Gang på gang havde Kristus lært dem, at sand storhed måles efter de moralske egenskaber. Efter Himmelens vurdering består sand storhed i at bekymre sig om sine medmenneskers velfærd og at handle kærligt og barmhjertigt. Kristus, ærens Konge, tjente den faldne menneskehed.JSL 443.3
“Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere!” sagde Jesus. “I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke.” Ved at fordreje Skrifterne forblindede præsterne og de lovkyndige dem, der ellers ville have taget imod læren om Kristi rige og det indre, guddommelige liv, der er fundamentalt for sand hellighed.JSL 443.4
“Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. Derfor skal I dømmes så meget hårdere.” Farisæerne havde stor indflydelse blandt folket, og de udnyttede den til fordel for deres egne interesser. De vandt gudfrygtige enkers tillid og bildte dem ind, at det var deres pligt at skænke deres ejendom til religiøse formål. Efter at have sikret sig kontrollen med deres penge, benyttede de dem bedragerisk til deres egne formål. For at dække over deres uhæderlighed fremsagde de offentligt lange bønner og stillede på alle måder deres fromhed til skue. Kristus erklærede, at dette hykleri ville medføre en hårdere dom over dem. Det samme gælder de mange i vore dage, der foregiver stor gudfrygtighed. Deres liv er skæmmet af egoisme og pengebegær, men de dækker over det alt sammen med en foregiven renhed og narrer således for en tid deres medmennesker. Men de kan ikke narre Gud. Han kender alle tanker og vil dømme enhver efter hans gerninger.JSL 443.5
Kristus fordømte skånselsløst misbrug, men han var omhyggelig med ikke at mindske forpligtelserne. Han irettesatte farisæernes selviskhed, når de pressede gaver fra enkerne og derefter misbrugte dem. Samtidig roste han den enke, der bragte sin offergave til Gud. Menneskers misbrug af gaven kunne ikke vende Guds velsignelse bort fra giveren.JSL 444.1