Menneskets rolle i striden

Alligevel blev Satan ikke tilintetgjort dengang. Selv englene forstod dengang ikke alt, hvad der var involveret i den store strid. Principperne, der stod på spil, skulle blive helt og fuldt åbenbaret, og for menneskets skyld måtte Satans eksistens fortsætte. Mennesker såvel som engle skulle være i stand til at se forskellen mellem lysets fyrste og mørkets fyrste. De skulle selv vælge, hvem de ville tjene.JSL 555.6

Ved stridens begyndelse havde Satan erklæret, at Guds lov ikke kunne overholdes, at retfærdighed var uforenelig med barmhjertighed, og at det var umuligt for en synder at få tilgivelse, hvis han overtrådte loven. Satan hævdede, at enhver synd burde have sin straf, og hvis Gud ville eftergive straffen for synd, ville han ikke være sandhedens og retfærdighedens Gud. Satan frydede sig, når mennesker brød Guds lov og trodsede hans vilje. Ifølge ham var det bevist, at loven ikke kunne overholdes. Mennesket kunne ikke få tilgivelse. Fordi han efter sit oprør var blevet forvist fra Himmelen, hævdede han, at menneskeslægten for evigt måtte være udelukket fra Guds begunstigelse. Han påstod, at Gud ikke kunne være retfærdig og alligevel vise synderen barmhjertighed.JSL 556.1

Men selv som synder var mennesket helt anderledes stillet end Satan. I Himmelen havde Lucifer syndet i lyset fra Guds herlighed. For ham var Guds kærlighed blevet åbenbaret som for ingen anden skabning. Selvom han forstod Guds væsen og kendte til hans godhed, valgte Satan at følge sin egen selviske, uafhængige vilje. Dette valg var afgørende. Gud kunne ikke gøre mere for at frelse ham. Men mennesket var blevet bedraget. Dets sind var blevet formørket ved Satans falske argumenter. Det kendte ikke højden og dybden af Guds kærlighed. Ved at lære Guds karakter at kende kunne det måske vindes for Gud igen.JSL 556.2

Gennem Jesus blev Guds barmhjertighed åbenbaret for mennesker; men barmhjertighed udelukker ikke retfærdighed. Loven viser os Guds karakteregenskaber, og ikke en tøddel af den kunne ændres for at imødekomme mennesket i dets faldne tilstand. Gud forandrede ikke sin lov, men ved Kristus ofrede han sig selv for menneskers frelse. “For det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv.” ^{62 Kor 5,19}JSL 556.3