Han levede for at frelse

Som verdens Frelser blev Kristus konstant konfronteret med tilsyneladende nederlag. Han, som var nådens sendebud til vor verden, syntes kun at udrette lidt af det, han længtes efter at gøre for at opløfte og frelse. Sataniske kræfter modarbejdede ham konstant. Men han ville ikke tabe modet. Han siger ved Esajas’ profeti: “Forgæves har jeg anstrengt mig, på tomhed og vind har jeg brugt mine kræfter. Dog, min ret er hos Herren, min løn er hos min Gud. … Jeg bliver agtet i Herrens øjne, min Gud bliver min styrke.” ^{18Es 49,4-5} Det er til Kristus, dette løfte gives: “Dette siger Herren, Israels Hellige, som løskøber det, til ham, der er ringeagtet og afskyet af folk, til herskernes tjener. … Dette siger Herren: …Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket, så du kan genrejse landet og fordele de øde jordlodder. Til fangerne skal du sige: Gå ud! og til dem i mørket: Kom frem!” … “De skal hverken sulte eller tørste, hede og sol skal ikke plage dem, for han skal føre dem i sin barmhjertighed og lede dem til kildevæld.” ^{19Es 49,7-10}JSL 495.1

Jesus støttede sig til disse ord, og han gav ikke Satan nogen fordel. Da Kristus måtte tage det sidste ydmygende skridt, da den dybeste sorg fyldte ham, sagde han til sine disciple: “Verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre.” “Denne verdens fyrste er dømt.” “Nu skal denne verdens fyrste jages ud.” ^{20Joh 12,31} Med profetisk blik fulgte Jesus de begivenheder, der ville finde sted under hans sidste store strid. Han vidste, at når han kunne sige: “Det er fuldbragt,” ^{21Joh 19,30} ville hele Himmelen juble. Hans øre opfangede den fjerne musik og sejrsråbene i de himmelske boliger. Han vidste, at dødsklokkerne så ville ringe for Satans rige, og Kristi navn ville blive forkyndt i hele universet.JSL 495.2

Kristus frydede sig over, at han kunne gøre mere for sine efterfølgere, end de kunne bede om eller tænke på. Han talte med vished, fordi han vidste, at et almægtigt dekret var blevet udstedt, før verden blev skabt. Han vidste, at sandheden, bevæbnet med Helligåndens almagt, ville sejre i kampen mod det onde, og at den blodplettede fane ville vaje sejrrigt over dem, der fulgte ham. Han vidste, at hans trofaste disciples liv ville komme til at ligne hans eget, en uafbrudt række af sejre, der ikke ville blive erkendt her, men ville blive det i det fremtidige liv.JSL 495.3

“Sådan har jeg talt til jer,” sagde han, “for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Kristus svigtede ikke, han tabte heller ikke modet, og hans disciple skal udvise en tro, der er af samme udholdende art. De skal leve, som han levede, og arbejde, som han arbejdede, fordi de er afhængige af ham som forbillede. De skal være i besiddelse af mod, energi og udholdenhed. Skønt deres vej kan se ufremkommelig ud, vil de med hans hjælp komme videre. De skal ikke fortvivle over noget, men håbe på alt. Med sin kærlighed har Kristus forbundet dem med Gud. Det er hans hensigt, at de skal få del i universets største kraft til at modstå det onde, en kraft, som hverken jorden eller døden eller helvede kan besejre, en kraft, der sætter dem i stand til at sejre, som Kristus sejrede. Kristus har bestemt, at Himmelens orden, Himmelens styreform, Himmelens guddommelige harmoni skal åbenbares i hans menighed på jorden. Således bliver han herliggjort ved sit folk. Ved dem skal Hans lys uhindret skinne for verden. Kristus har givet sin menighed tilstrækkelige muligheder til, at han selv skulle kunne modtage et stort, herligt udbytte fra sit genløste, dyrekøbte ejendomsfolk. Menigheden, der har fået Kristi retfærdighed som gave, skal over for alle vidne om hans rigdom af barmhjertighed, nåde og kærlighed. Kristus betragter sit folk i deres renhed og fuldkommenhed som belønningen for sin ydmygelse og som en forøgelse af sin herlighed.JSL 495.4

Frelseren endte sin belæring med stærke og håbefulde ord. Så udøste han, hvad der tyngede hans sind, i bøn for sine disciple. Han så op mod Himmelen og sagde: “Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”JSL 496.1

Kristus havde fuldendt den gerning, som var blevet pålagt ham. Han havde herliggjort Gud på jorden. Han havde åbenbaret sin Fars navn. Han havde udvalgt dem, der skulle fortsætte hans arbejde blandt mennesker. Og han sagde: “Jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.” “Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét; … jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.”JSL 496.2

Idet han taler som en, der har guddommelig autoritet, overgiver Kristus således sin udvalgte menighed i sin Fars arme. Som en indviet ypperstepræst går han i forbøn for sit folk. Som en trofast hyrde samler han sin hjord i den Almægtiges skygge, i det trygge og sikre tilflugtssted. Den sidste strid med Satan venter nu på ham, og han går videre for at møde den.JSL 496.3