Militærvagt ved graven
Den hævn, som præsterne havde tænkt skulle være så sød, var allerede blevet bitter for dem. De vidste, at de måtte imødese streng kritik fra folkets side. De vidste, at netop de mennesker, som de havde fået ophidset imod Jesus, nu var forfærdede over deres egen skændige gerning. Disse præster havde prøvet at bilde sig selv ind, at Jesus var en bedrager. Men det var forgæves, for nogle af dem havde stået ved Lazarus’ grav og havde set den døde vende tilbage til livet. De rystede af angst for, at Kristus selv skulle opstå fra de døde og atter vise sig for dem. De havde hørt ham sige, at han havde magt til at give sit liv og tage det igen. De huskede, at han havde sagt: “Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.” Judas havde fortalt dem om de ord, som Jesus havde sagt til disciplene på den sidste vandring til Jerusalem. “Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne, og han skal blive hånet, pisket og korsfæstet, og på den tredje dag skal han opstå.” Dengang de hørte disse ord, havde de spottet og gjort nar. Men nu huskede de, at Kristi forudsigelser hidtil var gået i opfyldelse. Han havde sagt, at han ville opstå igen på den tredje dag, og hvem kunne vide, om ikke også dette ville komme til at ske? De længtes efter at gøre sig fri for disse tanker, men de kunne ikke. Ligesom deres far, djævelen, både troede de og skælvede.JSL 566.1
Nu, hvor det ophidsede raseri var overstået, virkede billedet af Kristus forstyrrende på deres sind. De så ham, som han stod foran sine fjender, rolig og uden at klage og fandt sig i deres hån og skældsord. Alle begivenhederne ved hans domfældelse og korsfæstelse vendte tilbage til dem med en overvældende overbevisning om, at han var Guds Søn. De følte, at han når som helst kunne stå foran dem, den anklagede for at anklage, den dømte for at fordømme, og den dræbte for at kræve retfærdighed ved sine morderes død.JSL 566.2
De fik ikke hvilet meget på denne sabbatsdag. Skønt de ikke ville gå over en hednings dørtærskel af frygt for at blive besmittet, så holdt de dog møde vedrørende Jesu døde legeme. Døden og graven skulle beholde ham, som de havde korsfæstet. “Næste dag, dagen efter forberedelsesdagen gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus og sagde: ‘Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg. Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste bedrageri værre end det første.’ Pilatus sagde til dem: ‘Her har i vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan’.” JSL 566.3
Præsterne gav anvisninger på sikring af graven. En stor sten var blevet anbragt foran indgangen. Tværs over denne sten spændte de reb, hvis ender blev fastgjort til den massive klippe og forseglet med det romerske segl.JSL 566.4
Stenen kunne ikke flyttes, uden at seglet blev brudt. Et vagthold på hundrede soldater blev så stationeret rundt om graven for at forhindre, at nogen rørte ved den. Præsterne gjorde alt hvad de kunne for at sikre sig, at Kristi legeme blev, hvor det var blevet lagt. Han var forseglet så sikkert i sin grav, som om han skulle blive der for evigt.JSL 567.1
Således rådslog og planlagde svage mennesker. Kun lidt gjorde disse mordere sig klart, hvor nytteløse deres anstrengelser var. Men Gud blev herliggjort ved deres handlinger. Netop de bestræbelser, der blev gjort for at hindre Kristi opstandelse, er de mest overbevisende argumenter til bevis for den. Jo større antallet af soldater rundt om graven var, jo stærkere ville beviset være for, at han var opstået. Århundreder før Kristi død havde Helligånden ved salmisten forkyndt: “Hvorfor er folkeslagene i oprør? Hvorfor lægger folkene planer, der ikke kan lykkes? Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod hans salvede. … Han, som troner i himlen, ler, Herren spotter dem.” Romerske vagter og romerske våben var magtesløse til at holde livets fyrste indespærret i graven. Timen for hans befrielse nærmede sig.JSL 567.2