Et nyt mirakel
Men pludselig holdt beskyldningerne op. Man så Jesus og de tre disciple komme vandrende, og med hurtigt omslag i følelserne vendte folket om for at gå dem i møde. Denne nat i nær kontakt med den himmelske herlighed havde sat sine spor på Frelseren og hans ledsagere. Der var et lys over deres ansigter, som slog tilskuerne med ærefrygt. De skriftkloge trak sig ængsteligt tilbage, mens folket hilste Jesus velkommen.JSL 309.1
Som om Frelseren havde været vidne til det, der var sket, gik han hen til det sted, hvor striden foregik og spurgte, mens han holdt blikket fæstet ved de skriftkloge: “Hvad er det, I diskuterer med dem?”JSL 309.2
Men de stemmer, der før havde lydt så tapre og trodsige, tav nu stille. Der var lagt en dæmper på hele forsamlingen. Nu banede den ulykkelige far sig vej gennem skaren og kastede sig ned for Jesu fødder, mens han udøste hele historien om sine bekymringer og sin skuffelse.JSL 309.3
“Mester,” sagde han, “jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden. … Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.”JSL 309.4
Jesus så ud over skaren, som var grebet af ærefrygt, så på de smålige, kritiske skriftkloge og de forvirrede disciple. I hvert eneste hjerte stod vantroen skrevet, og med sorg i stemmen udbrød han: “Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?” Derefter befalede han den ulykkelige far: “Kom herhen med ham!”JSL 309.5
Drengen blev bragt derhen, og idet Frelserens blik faldt på ham, kastede den urene ånd ham til jorden i frygtelige krampetrækninger. Han lå og vred sig, mens han frådede, og luften genlød af uhyggelige skrig.JSL 309.6
Igen havde livets Fyrste og de mørke magters fyrste mødt hinanden på slagmarken, Kristus for at opfylde sin bestemmelse, at “udråbe frigivelse for fanger, … for at sætte undertrykte i frihed” , og Satan for at forsøge at bevare magten over sit offer. Lysets engle og en hær af onde engle — alle usynlige — trængte sig på for at overvære kampen. En kort stund tillod Jesus den onde ånd at vise sin magt, for at de tilstedeværende skulle kunne forstå, hvilken befrielse der nu ville ske.JSL 309.7
Skaren så til med tilbageholdt åndedræt; faderen i ulidelig spænding med både håb og frygt. Jesus spurgte: “Hvor længe har han haft det sådan?” Faderen fortalte om de lange år med lidelse og, som om han nu ikke kunne udholde mere, udbrød han: “Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.” “Hvis du kan!” Selv nu tvivlede faderen på Kristi magt.JSL 310.1
Jesus svarede ham: “Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.” Fra Kristi side er der ingen mangel på magt. Sønnens helbredelse er afhængig af faderens tro. Grådkvalt og i følelsen af sin egen svaghed overgiver faderen sig til Kristi barmhjertighed med råbet: “Jeg tror, hjælp min vantro!”JSL 310.2
Jesus vender sig til den syge og siger: “Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!” Der lyder et skrig, og en frygtelig kamp følger. Det er, som om den onde ånd, idet den farer ud, er ved at berøve sit offer livet. Så ligger drengen ganske stille og tilsyneladende livløs. Mængden hvisker: “Han er død.” Men Jesus tager ham ved hånden, rejser ham op og overgiver ham, fuldkommen sund på legeme og sjæl, til hans far. Far og søn priser deres befriers navn. Skaren “blev overvældet af Guds storhed”, mens de skriftkloge lister sig bort, ærgerlige, besejrede og slukørede.JSL 310.3