Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Jesu liv

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Han skal blive større, jeg skal blive mindre

    Nu så han, hvordan folkegunstens tidevand vendte sig fra ham selv til Frelseren. Dag for dag blev skarerne omkring ham mindre. Da Jesus kom fra Jerusalem til egnen omkring Jordan, flokkedes folket om ham for at høre ham. Disciplenes antal voksede daglig. Mange kom for at lade sig døbe, og skønt Kristus ikke selv døbte nogen, samtykkede han i, at hans disciple udførte dette ritual. Således bekræftede han sin forløbers mission. Men Johannes’ disciple betragtede Jesu voksende folkeyndest med skinsyge. De var rede til at kritisere hans gerning, og det varede ikke længe, før de fik lejlighed til det. Der opstod en ordstrid mellem dem og jøderne om, hvorvidt dåben havde kraft til at rense mennesket fra synd. De hævdede, at Jesu dåb var væsentligt forskellig fra Johannes'. Snart kom de i ordstrid med Kristi disciple om, hvilke ord der var de rigtige at anvende ved dåben, og til sidst, om han i det hele taget havde ret til at døbe.JSL 117.2

    Johannes’ disciple kom til ham med deres bekymringer og sagde: “Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.” Gennem disse ord fristede Satan Johannes. Skønt Johannes’ virksomhed syntes at nærme sig sin afslutning, var det stadig muligt for ham at hindre Kristi gerning. Hvis han havde følt medlidenhed med sig selv og givet udtryk for sorg eller skuffelse over at være blevet overflødiggjort, ville han have sået uenighedens sæd, som ville have opmuntret til misundelse og skinsyge, og det ville i høj grad have besværliggjort evangeliets fremgang.JSL 117.3

    Johannes havde fra naturens side de fejl og svagheder, der er fælles for alle mennesker, men påvirkningen af den guddommelige kærlighed havde forvandlet ham. Han opholdt sig i en atmosfære, der var ubesmittet af selviskhed og ambition, og han var højt hævet over skinsygens smitstof. Han tilkendegav ikke nogen sympati for sine disciples misfornøjelse, men viste, hvor klart han forstod sin egen relation til Messias, og med hvilken glæde han tog imod ham, for hvem han havde beredt vejen.JSL 118.1

    Han sagde: “Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme.” Johannes fremstillede sig selv som vennen, der optræder som sendebud mellem de trolovede og bereder vejen for ægteskabet. Når brudgommen havde modtaget sin brud, var vennens hverv afsluttet. Så frydede han sig over lykken hos dem, hvis forening han havde virket for. Således var Johannes blevet kaldet til at vise folket vej til Jesus, og det var hans glæde at være vidne til den succes, Frelserens gerning havde. Han sagde: “Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.”JSL 118.2

    Ved i tro at se hen til Frelseren var Johannes nået til den højeste form for selvfornægtelse. Han søgte ikke at drage mennesker til sig selv, men at hæve deres tanker højere og højere, indtil de drejede sig om Guds Lam. Han selv havde kun været en stemme, en røst i ørkenen. Nu tog han med glæde mod stilhed og ubemærkethed, for at alles øjne måtte rettes mod Livets Lys.JSL 118.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents