Sand tilbedelse

Nu drejede Jesus pludselig samtalen i en anden retning. Før hun kunne modtage den gave, som han længtes efter at give hende, måtte hun erkende sin synd og anerkende sin Frelser. “Han sagde til hende: ‘Gå hen og kald på din mand, og kom herud!’” Hun svarede: “Jeg har ingen mand.” På denne måde håbede hun at undgå alle spørgsmål om denne sag. Men Frelseren blev ved: “Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.”JSL 123.3

Hans tilhører var rystet. En mystisk hånd bladede i hendes livs historie og bragte alt det for dagen, som hun havde håbet at kunne holde skjult for evigt. Hvem var han, som kunne se hendes livs hemmeligheder? Hun kom til at tænke på evigheden, på den kommende dom, hvor alt det, som nu er skjult, skal åbenbares. Ved de tanker blev hendes samvittighed vakt.JSL 123.4

Hun kunne intet benægte; men hun forsøgte at undgå enhver omtale af et så ubehageligt emne. Med dyb ærbødighed sagde hun: “Herre, jeg ser, at du er en profet.” For ikke at høre mere for det, gik hun over til religiøse stridsspørgsmål. Hvis denne mand var profet, kunne han helt sikkert lære hende noget om disse emner, som der så længe havde været diskussion om.JSL 123.5

Jesus lod hende tålmodigt føre samtalen, hvorhen hun ville, alt imens han vogtede på en lejlighed til igen at nå ind til hendes hjerte med sandheden. “Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg,” sagde hun. “men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Garizims bjerg var netop synlig for dem. Dets tempel var nedbrudt, og kun alteret stod tilbage. Denne helligdom havde været et stridsspørgsmål mellem jøderne og samaritanerneJSL 123.6

Nogle af de sidstnævntes forfædre havde engang hørt til Israel; men på grund af deres syndighed havde Herren ladet dem blive overvundet af et afgudsdyrkende folk. Gennem mange generationer havde de blandet sig med afgudsdyrkere, hvis religion efterhånden smittede af på deres egen. Det er sandt, at de mente, at deres afguder kun tjente til at minde dem om den levende Gud, universets hersker; men ikke desto mindre blev folket forført til at ære deres udskårne billeder.JSL 124.1

Da Jerusalems tempel på Ezras tid blev genopbygget, ønskede samaritanerne at deltage i dets genrejsning sammen med jøderne. Dette privilegium blev nægtet dem, og der opstod et bittert fjendskab mellem de to folk. Samaritanerne byggede et rivaliserende tempel på bjerget Garizim. Her dyrkede de Gud efter det mosaiske ritual, skønt de ikke helt gav afkald på afgudsdyrkelsen. Men de forfulgtes af ulykker, deres tempel blev ødelagt af deres fjender, og de syntes at være under en forbandelse. Dog klyngede de sig stadig til deres traditioner og deres form for gudsdyrkelse. De ville hverken anerkende templet i Jerusalem som Guds hus eller indrømme, at jødernes religion var bedre end deres egen.JSL 124.2

Som svar til kvinden sagde Jesus: “Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne.” Jesus havde vist, at han var frigjort fra den jødiske fordom mod samaritanerne. Nu forsøgte han at nedbryde denne samaritaners fordom mod jøderne. Mens han henviste til, at samaritanernes tro var forvansket af afgudsdyrkelse, erklærede han, at frelsens store sandhed var blevet betroet til jøderne, og at Messias skulle udgå fra dem. I de hellige Skrifter havde de en klar fremstilling af Guds karakter og principperne for hans herredømme. Jesus klassificerede sig selv med jøderne, som var dem, til hvem Gud havde givet meddelelse om ham.JSL 124.3

Han ønskede at lede sin tilhørers tanker væk fra emner om tradition og ceremoni og stridsspørgsmål. “Men der kommer en time,” sagde han, “ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”JSL 124.4

Her forkyndes den samme sandhed, som Jesus havde åbenbaret for Nikodemus, da han sagde: “Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” ^{2Joh 3,3} Mennesker kommer ikke i kontakt med Himmelen ved at opsøge et helligt bjerg eller et helligt tempel. Religion kan ikke indskrænkes til ydre former og ceremonier. Den religion, der kommer fra Gud, er den eneste religion, der kan føre til Gud. For at kunne tjene ham på rette måde må vi fødes af Guds Ånd. Det vil rense hjertet, forny sindet og give os fornyet evne til at kende og elske Gud. Det vil få os til villigt at adlyde alle hans krav. Sådan er sand gudsdyrkelse. Frugten af Helligåndens virke i os. Ved Helligånden bliver enhver oprigtig bøn til, og en sådan bøn har Guds velbehag. Hvor som helst et menneske rækker hånden ud efter Gud, åbenbarer Åndens gerning sig, og Gud vil åbenbare sig for mennesket. Det er sådanne tilbedere, han søger. Han venter på at tage imod dem og gøre dem til sine sønner og døtre.JSL 124.5

Mens kvinden talte med Jesus, blev hun betaget af hans ord. Hun havde aldrig hørt en så bevægende udlægning hos sit eget folks præster og heller ikke hos jødernes. Da hendes fortid var blevet blotlagt for hende, var hun kommet til at forstå sit eget store behov. Hun indså nu sin sjæls tørst, som vandet fra brønden i Sykar aldrig ville kunne slukke. Intet af det, hun tidligere havde været i berøring med, havde i den grad vakt hendes trang til noget højere.JSL 125.1