De fordrejede loven

Præsterne fortolkede Guds krav ifølge deres egen falske og smålige målestok. De dristede sig til at skelne nøje i forhold til skyldsspørgsmålet ved forskellige synder, idet de gik let hen over nogle og behandlede andre, der måske var mindre af betydning, som utilgivelige. Mod et økonomisk vederlag løste de folk fra deres ed, og for et større pengebeløb så de undertiden bort fra alvorligere forbrydelser. Samtidig kunne disse præster i andre tilfælde afsige hårde domme over ubetydelige forseelser.JSL 446.1

“Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.” Med disse ord fordømmer Kristus igen misbruget af de hellige forpligtelser. Han tilsidesætter ikke selve forpligtelsen. Tiendesystemet var indstiftet af Gud, og det var blevet overholdt fra de tidligste tider. Abraham, de troendes fader, betalte tiende af alt, hvad han ejede. De jødiske rådsherrer anerkendte forpligtelsen til at give tiende, men de overlod det ikke til folket at udføre forpligtelsen efter deres egen overbevisning. Der var fastlagt vilkårlige regler for hvert enkelt tilfælde. Kravene var efterhånden blevet så komplicerede, at de var umulige at opfylde. Ingen vidste, hvornår deres forpligtelser var opfyldt. Da Gud gav det, var systemet retfærdigt og rimeligt; men præsterne og rabbinerne havde gjort det til en trættende byrde.JSL 446.2

Alt, hvad Gud befaler, er af betydning. Kristus anerkendte betalingen af tiende som en pligt; men han påviste, at dette ikke kunne undskylde forsømmelse af andre pligter. Farisæerne var meget nøjeregnende med at give tiende af havens urter, såsom mynte, dild og rude. Dette kostede dem kun lidt, og det gav dem ry for pligtopfyldenhed og fromhed. Samtidig hermed belastede deres unyttige restriktioner folket og nedbrød respekten for det hellige system, som Gud selv havde indstiftet. De optog menneskers sind med bagatelagtige sondringer og bortledte deres opmærksomhed fra de væsentlige sandheder. De mere tungtvejende spørgsmål om lov, retfærdighed og barmhjertighed blev tilsidesat. Kristus sagde: “Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.”JSL 446.3

Andre love havde rabbinerne forvansket på samme måde. I de forordninger, Moses havde givet, var det forbudt at spise noget urent. Det var forbudt at spise svinekød og kødet af visse andre dyr, da det sandsynligvis kunne forurene blodet og forkorte livet. Men farisæerne lod ikke restriktionerne være, som Gud havde givet dem. De gik til helt uberettigede yderligheder. For eksempel skulle folk si alt det vand, der blev brugt, for at det ikke skulle indeholde det mindste insekt, der kunne klassificeres som urent. Jesus holdt udøvelsen af disse ligegyldige krav op mod størrelsesordenen af deres virkelige synder, og sagde til farisæerne: “I blinde vejledere, i sier myggen fra, men sluger kamelen.”JSL 446.4