Peter irettesættes

Efter Peters trosbekendelse pålagde Jesus disciplene ikke at fortælle nogen, at han var Kristus. De fik dette påbud på grund af de skriftkloges og farisæernes målbevidste modstand. Og desuden havde folket og endog disciplene en så forkert opfattelse af Messias, at en offentlig bekendtgørelse om ham ikke ville give dem den sande forståelse af hverken hans karakter eller hans gerning. Men dag efter dag åbenbarede han sig for dem som Frelseren, og således ønskede han at give dem en sand forestilling om ham som Messias.JSL 299.6

Disciplene forventede stadig, at Kristus skulle regere som en jordisk fyrste. Skønt han så længe havde skjult for dem, hvad han var bestemt til, så troede de, at han ikke altid skulle leve i fattigdom og ubemærkethed. Tiden var nær, hvor han ville oprette sit rige. At præsternes og de skriftkloges had aldrig ville lade sig overvinde, at Kristus ville blive forkastet af sit eget folk, dødsdømt som en bedrager og korsfæstet som en forbryder, — den slags tanker havde disciplene aldrig gjort sig. Men mørkets time nærmede sig, og Jesus måtte åbenbare for sine disciple, hvilken konflikt der ventede dem. Han var bedrøvet ved tanken om denne prøvelse.JSL 300.1

Indtil nu havde han undladt at tale om noget, der vedrørte hans lidelse og død. Under sin samtale med Nikodemus havde han sagt: “Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.” ^{19Joh 3,14-15} Men dette hørte disciplene ikke, og havde de hørt det, ville de ikke have forstået det. Men nu har de været sammen med Jesus, lyttet til hans ord og set hans mirakler så længe, at de på trods af hans ydmyge omgivelser og præsternes og folkets modstand kan tilslutte sig Peters vidnesbyrd: “Du er Kristus, den levende Guds søn.” Nu var tiden kommet, hvor sløret kunne drages bort fra fremtiden. “Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag.”JSL 300.2

Målløse af sorg og forbløffelse lyttede disciplene til ham. Kristus havde godkendt Peters anerkendelse af ham som Guds Søn, og disse ord, som pegede i retning af hans lidelse og død, forekom dem ubegribelige. Peter kunne ikke tie stille. Han greb fat i sin Mester, som om han ville holde ham tilbage fra den hårde skæbne, der ventede ham, mens han udbrød: “Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!”JSL 300.3

Peter elskede sin Herre; men Jesus roste ham ikke for sådan at give udtryk for ønsket om at skåne ham for lidelser. Peters ord var ikke af en art, der kunne være til hjælp og trøst for Jesus under den store prøvelse, der forestod ham. De harmonerede hverken med Guds intention om nåde til en fortabt verden eller med læren om selvopofrelse, som Jesus var kommet for at lære andre gennem sit eget eksempel. Peter nærede ikke noget ønske om at se korset som en del af Kristi gerning. Det indtryk, som hans ord ville gøre, var i direkte modstrid med det, Kristus ønskede at efterlade hos sine disciple, og Frelseren følte sig foranlediget til at give en af de alvorligste irettesættelser, der nogen sinde har lydt fra hans læber: “Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.”JSL 300.4

Satan prøvede at få Jesus til at miste modet og lokke ham bort fra sin opgave, og blindet af kærlighed lagde Peter ord til fristelsen. Det ondes fyrste var anstifter til tanken bag Peters impulsive ord. Satan havde i ørkenen tilbudt Kristus herredømmet over verden på betingelse af, at han opgav ydmygelsens og opofrelsens vej. Nu udsatte han Kristi discipel for den samme fristelse. Han prøvede at fiksere Peters blik ved jordisk ære, for at han ikke skulle se korset, som Jesus ønskede at vende hans blik imod. Og ved hjælp af Peter trængte Satan atter ind på Jesus med fristelsen. Men Frelseren ænsede det ikke. Hans eneste tanke gjaldt hans discipel. Satan havde stillet sig imellem Peter og hans Mester, for at disciplens hjerte ikke skulle lade sig røre ved udsigten til Kristi ydmygelse for hans skyld. Kristi ord var ikke rettet til Peter men til den, der forsøgte at skille ham fra hans Frelser. “Vig bag mig, Satan!” Stå ikke mere mellem mig og min vildfarne tjener. Lad mig stå ansigt til ansigt med Peter, så jeg kan åbenbare ham min kærligheds mysterium.JSL 301.1

Det var en bitter lektie for Peter, og han lærte den kun langsomt — at Kristi vej på jorden førte gennem kval og ydmygelse. Disciplen veg tilbage fra lidelsesfællesskab med sin Herre. Men i ildprøvens hede skulle han komme til at lære dens velsignelse at kende. Længe efter, da hans kraftige skikkelse var bøjet af årenes og arbejdets byrde, skrev han: “I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares.” ^{201 Pet 4,12-13}JSL 301.2