Præster og soldater var skrækslagne

Ved synet af englene og den herliggjorte Frelser var de romerske soldater faldet om og lå som døde. Da det himmelske følge var skjult for deres blik, rejste de sig op, og så hurtigt som deres rystende lemmer kunne bære dem, begav de sig til havens udgang. Vaklende som berusede mænd skyndte de sig til byen, hvor de fortalte dem, de mødte, den vidunderlige nyhed. De var på vej til Pilatus, men deres beretning var nået til de jødiske myndigheder, og ypperstepræsterne og rådsherrerne sendte bud om, at de først skulle komme til dem. Disse soldater frembød et underligt syn. Ligblege og rystende af skræk aflagde de vidnesbyrd om Kristi opstandelse. Soldaterne fortalte alt, nøjagtigt som de havde set det. De havde ikke haft tid til at tænke eller sige andet end sandheden. Med forfærdede stemmer sagde de: Det var Guds Søn, som blev korsfæstet. Vi har hørt en engel kalde ham Himmelens Majestæt og ærens Konge.JSL 569.3

Præsternes ansigter blev ligblege. Kajfas forsøgte at tale, hans læber bevægede sig; men de frembragte ikke en lyd. Soldaterne var ved at forlade salen, da de blev standset af en stemme. Endelig havde Kajfas fået mælet igen. Vent, vent, sagde han. Fortæl ikke til nogen, hvad I har set.JSL 569.4

Så blev der udfærdiget en løgnagtig beretning til soldaterne. “I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov.” Her overgik præsterne virkelig sig selv. Hvordan kunne soldaterne sige, at disciplene havde stjålet den døde, mens de sov? Hvis de havde sovet, hvordan kunne de så vide det? Og hvis det var bevist, at disciplene havde gjort sig skyldige i at stjæle Kristi legeme, ville præsterne så ikke være de første til at dømme dem? Eller hvis vagtposterne havde sovet ved graven, ville præsterne så ikke være de første til at anklage dem hos Pilatus?JSL 569.5

Soldaterne var rædselsslagne ved tanken om at risikere at blive anklaget for at have sovet på deres post. Dette var en forbrydelse, der kunne straffes med døden. Skulle de nu vidne falsk for at narre folket og derved bringe deres eget liv i fare? Havde de ikke holdt denne trættende vagt med årvågenhed og uden at få søvn i øjnene? Hvordan skulle de kunne klare et forhør, selv om de fik penge for det, hvis de svor falsk?JSL 570.1