Had og intriger
Mange blandt Kristi tilhørere, som boede i Jerusalem, og som ikke var uvidende om rådsherrernes planer imod ham, følte sig draget imod ham af en uimodståelig kraft. Overbevisningen om, at han var Guds Søn, trængte sig ind på dem. Men Satan stod parat til at så tvivl, og hertil var vejen banet gennem deres egne fejlagtige begreber om Messias og hans komme. I almindelighed troede man, at Kristus skulle fødes i Betlehem, men at han efter en tids forløb atter ville forsvinde, og ved hans andet komme ville ingen vide, hvorfra han kom. Der var ikke så få, der mente, at Messias ikke ville have noget naturligt slægtskabsforhold til mennesker. Og da den populære opfattelse af Messias’ herlighed ikke blev imødekommet af Jesus fra Nazaret, var der mange, som hældede til følgende: “Vi ved, hvor denne mand er fra. Når Kristus kommer, er der ingen, der ved, hvor han er fra.”JSL 329.7
Mens de således vaklede mellem tvivl og tro, fulgte Jesus op på deres tanker og svarede dem: “Ja, I ved, hvem jeg er, og I ved, hvor jeg er fra. Og dog er jeg ikke kommet af mig selv, men han, som har sendt mig, er sanddru, og ham kender I ikke.” De påberåbte sig en viden om, hvordan Kristi oprindelse skulle være, men de var fuldstændigt uvidende om den. Hvis de havde levet i overensstemmelse med Guds vilje, så ville de have kendt hans Søn, når han blev åbenbaret for dem.JSL 330.1
Tilhørerne kunne ikke undgå at forstå Kristi ord. Det var tydeligt, at de var en gentagelse af, hvad han havde hævdet over for Sanhedrin for mange måneder siden, da han erklærede, at han var Guds Søn. Ligesom rådsherrerne dengang forsøgte at udvirke hans død, sådan søgte de også nu at gribe ham; men de blev forhindret af en usynlig magt, som tøjlede deres raseri og sagde: Hertil og ikke længere!JSL 330.2
Blandt folket var der mange, der troede på ham, og de sagde: “Når Kristus kommer, vil han så gøre flere tegn, end denne mand har gjort?” De ledende blandt farisæerne, som spændt fulgte begivenhedernes gang, opfangede disse sympatitilkendegivelser blandt mængden. De skyndte sig hen til ypperstepræsterne, mens de planlagde at arrestere ham. Imidlertid aftalte de at gribe ham, når han var alene, for de turde ikke gøre det i folkets nærværelse. Atter gav Jesus dem beviser på, at han kunne læse deres tanker. “En kort tid endnu er jeg hos jer,” sagde han, “så går jeg til ham, som har sendt mig. I vil lede efter mig og ikke finde mig, og hvor jeg er, kan I ikke komme.” Snart skulle han finde et tilflugtssted uden for rækkevidden af deres hån og had. Han ville stige op til sin Far og atter blive Den Englene Tilbeder; og derhen kunne hans mordere aldrig komme.JSL 330.3
De skriftkloge sagde spottende: “Hvor mon han vil tage hen, siden vi ikke kan finde ham? Han vil vel ikke tage til dem, der lever spredt blandt grækerne, og undervise grækerne?” Disse smålige kritikere drømte ikke om, at de med deres hånende ord tegnede et billede af det, som var Kristi opgave! Hele dagen igennem havde han rakt hænderne frem mod et ulydigt og genstridigt folk; dog skulle han findes af dem, som ikke søgte ham; blandt et folk, som ikke påkaldte hans navn, ville han give sig til kende (se Rom 10,20.21).JSL 330.4
Mange, der var overbevist om, at Jesus var Guds Søn, blev vildledt af præsternes og de skriftkloges falske argumenter. Disse lærere havde med stor virkning gentaget profetierne om, at Messias “er konge på Zions bjerg og i Jerusalem, og de ældste skal se hans herlighed;” og at “han skal herske fra hav til hav og fra floden til jordens ender.” Så foretog de ringeagtende sammenligninger mellem den herlighed, der her var skildret, og Jesu ydmyge fremtoning. Selve profetiens ord blev så fordrejet, at de retfærdiggjorde vildfarelsen.JSL 330.5
Hvis folket selv oprigtigt havde studeret skrifterne, ville de ikke være blevet vildledt. Kapitel 61 hos Esajas vidner om, at Kristus netop skulle gøre den gerning, han gjorde. Kapitel 53 forkynder hans forkastelse og lidelser i denne verden, og kapitel 59 beskriver præsternes og de skriftkloges karakter.JSL 331.1
Gud tvinger ikke mennesker til at opgive deres vantro. Foran sig har de lys og mørke, sandhed og vildfarelse. Det er op til dem at afgøre, hvad de vil tage imod. Mennesket har fået evne til at skelne mellem ret og uret. Gud tilstræber, at mennesker ikke skal beslutte sig impulsivt, men ud fra vægtige beviser ved omhyggeligt at sammenligne skrift med skrift. Hvis jøderne havde set bort fra deres fordomme og sammenlignet de skrevne profetier med de kendsgerninger, der kendetegnede Jesu liv, ville de have opdaget en smuk harmoni mellem profetierne og deres opfyldelse i den ydmyge galilæers liv og gerning.JSL 331.2
Mange vildledes i dag på samme måde, som jøderne blev det. Teologiske undervisere læser Bibelen i lyset af deres egen opfattelse og traditioner, og folk læser ikke selv i Skrifterne, eller tager selv stilling til, hvad der er sandhed, men opgiver at bruge dømmekraften og overgiver deres sjæle til deres ledere. Prædiken og undervisning i Hans ord er et af de midler, Gud har anvist til at sprede lys; men vi skal sikre os, at enhver lære er i overensstemmelse med Skriften. Den, der vil læse Bibelen og under bøn ytrer ønske om at kende sandheden for at kunne adlyde den, vil modtage guddommelig oplysning. Han vil komme til at forstå Skrifterne. “Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud.”JSL 331.3