Kapitel 27—Ti lgivet og helbredt

Kapitlet er bygget op over Matt 8,2-4; Matt 9,1-8; 9,32-34; Mark 1,40-45; 2,1-12; Luk 5,12-28.

Spedalskhed var den mest frygtede af alle østens sygdomme. Dens uhelbredelige og smitsomme karakter og den frygtelige virkning, den havde på de ramte, fyldte selv de tapreste med frygt. Blandt jøderne blev den anset for at være en straf for synd, og derfor blev den kaldt “slaget” eller “Guds finger.” Dybtgående, uhelbredelig og dødelig, som den var, blev den betragtet som et symbol på synd. Ifølge ritualloven blev den spedalske erklæret uren. Som en, der allerede var død, blev han udelukket fra menneskers boliger. Alt, hvad han rørte ved, var urent. Luften blev besmittet af hans ånde. Hvem, der blev mistænkt for at have denne sygdom, måtte fremstille sig for præsterne, der skulle undersøge ham og afgøre hans sag. Hvis han blev erklæret for spedalsk, blev han isoleret fra sin familie, udelukket fra Israels menighed og dømt til kun at omgås dem, der havde den samme sygdom. Loven var ubøjelig i sine krav. Hverken konger eller herskere var undtaget. En regent, der blev angrebet af denne frygtelige sygdom måtte afgive scepteret og flygte ud af samfundet.JSL 179.1

Adskilt fra venner og slægtninge måtte den spedalske bære sin sygdoms forbandelse Han var forpligtet til at bekendtgøre sin egen elendighed, til at sønderrive sine klæder og slå alarm for at advare alle om at flygte fra hans smitsomme tilstedeværelse. Råbet: “Uren! uren!” som lød med klagende stemme fra de ensomme forviste, var et signal, som hørtes med frygt og rædsel.JSL 179.2