Den første kamp i bøn
Han gik et lille stykke bort fra dem — men ikke længere end at de både kunne se og høre ham — og kastede sig ned på jorden. Han følte, at synden skilte ham fra hans Far. Svælget var så stort, så mørkt og så dybt, at hans sjæl gyste over det. Han måtte ikke bruge sin guddomsmagt til at slippe for denne sjælekamp. Som menneske måtte han lide under følgerne af menneskets synd. Som menneske måtte han udholde Guds vrede over synderne.JSL 498.1
Kristus befandt sig nu i en situation, der var vidt forskellig fra, hvad han tidligere havde prøvet. Den kan bedst beskrives med profetens ord: “Vågn op, sværd! imod min hyrde, mod den mand, der står mig nær, siger Hærskarers Herre.” Som stedfortræder og garant for den syndige menneskehed led Kristus under den guddommelige retfærdighed. Han så, hvad retfærdighed betyder. Hidtil var han gået i forbøn for andre; nu længtes han efter en til at gå i forbøn for sig selv.JSL 498.2
Fordi Kristus følte sin enhed med Faderen brudt, frygtede han, at hans menneskelige natur ikke ville være i stand til at udholde den forestående kamp med mørkets magter. Ved fristelsen i ørkenen havde menneskeslægtens skæbne stået på spil. Dengang blev Kristus sejrherre. Nu var fristeren kommet for at udkæmpe den sidste frygtelige kamp. Han havde forberedt sig på den i de tre år, hvor Kristus havde virket på jorden. Nu stod alt på spil for ham. Hvis han led nederlag her, var det ude med hans håb om herredømmet. Verdens riger ville til slut tilfalde Kristus. Han selv ville blive besejret og kastet ud. Men hvis Kristus kunne besejres, ville jorden blive Satans rige, og menneskeslægten ville for evigt komme i hans magt. Med kampens kendsgerninger for øje fyldtes Kristus med rædsel over at være adskilt fra Gud. Satan sagde til ham, at hvis han blev garant for en syndig verden, så ville adskillelsen være for evigt. Han ville blive identificeret med Satans rige og ville aldrig mere kunne blive ét med Gud.JSL 498.3
Og hvad blev der opnået ved dette offer? Menneskehedens skyld og utaknemmelighed forekom håbløs. Satan pressede Frelseren med kendsgerningerne: Det folk, der hævder at stå over alle andre ved både verdslige og åndelige fortrin, har forkastet dig. De er ude på at tilintetgøre dig, som er grundlaget, midtpunktet og seglet for de løfter, de fik som et særligt udvalgt folk. En af dine egne disciple, som har lyttet til dine ord, og har været en af de mest aktive inden for din menighed, vil nu forråde dig. En af dine mest nidkære disciple vil fornægte dig. Alle vil svigte dig. Kristus følte afsky ved tanken. At de, som han havde påtaget sig at frelse, som han havde elsket så højt, skulle være delagtige i Satans planer, stak ham i hjertet. Det var en grusom konflikt. Den drejede sig om hans folks skyld, om hans anklagere og hans forræder, skylden hos en verden fyldt af ondskab. Menneskers synd hvilede tungt på Kristus, og følelsen af Guds vrede over synden var ved at tage livet af ham.JSL 498.4
Betragt ham, mens han overvejer prisen, der skal betales for menneskers frelse. I sin smerte klamrer han sig til den kolde jord som for at hindre sig selv i at glide længere bort fra Gud. Nattens kolde dug falder på hans udstrakte skikkelse, men han ænser det ikke. Fra hans blege læber lyder det bitre råb:JSL 499.1
“Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi.” Men selv nu tilføjer han: “Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.”JSL 499.2