Disciplenes missionsopgave

Da Jesus mødtes med sine disciple, mindede han dem om, hvad han havde sagt til dem før sin død; at alt måtte opfyldes, hvad der var skrevet om ham i Mose lov, hos profeterne og i salmerne. “Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, og han sagde til dem: ‘Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette.’”JSL 584.3

Disciplene begyndte at forstå, hvad deres arbejde bestod i samt omfanget heraf. De skulle forkynde verden de vidunderlige sandheder, som Kristus havde betroet dem. Begivenhederne vedrørende hans liv, hans død og opstandelse, profetierne, der pegede i retning af disse begivenheder, Guds lovs ukrænkelighed, frelsesplanens hemmeligheder, Jesu magt til at forlade synder — alle disse ting var de vidner om, og de skulle gøre dem kendt for verden. De skulle forkynde fredens evangelium og frelse ved omvendelse og Frelserens magt.JSL 584.4

“Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: ‘Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.’” Helligånden var ikke endnu helt og fuldt manifesteret, for Kristus var endnu ikke blevet herliggjort. Den mere udbredte tildeling af Ånden fandt ikke sted før efter Kristi himmelfart. Før de havde modtaget denne, kunne disciplene ikke efterkomme befalingen om at prædike evangeliet for verden. Men lige nu blev Ånden tildelt dem med et særligt formål. Før disciplene kunne opfylde deres pligter over for menigheden, indgød Kristus dem sin ånd. Han forpligtede dem til et særdeles helligt hverv, og han ønskede at indprente dem den kendsgerning, at uden Helligånden kunne denne gerning ikke fuldføres.JSL 584.5

Helligånden er åndedrættet i sjælens åndelige liv. Tildeling af Ånden er tildeling af livet i Kristus. Den fylder modtageren med Kristi egenskaber. Det er således kun dem, der er blevet undervist om Gud, som er i besiddelse af Åndens virke i deres indre, og i hvem Kristi liv manifesterer sig, der skal stå som repræsentanter, som kan tjene til gavn for menigheden.JSL 585.1

“Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt,” sagde Kristus, “nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.” Her giver Kristus ikke frihed til noget menneske til at fælde dom over andre. Dette forbød han i bjergprædikenen. Det tilkommer alene Gud. Men menigheden som organiseret instans pålægger han et ansvar for de individuelle medlemmer. Over for dem, der falder i synd, har menigheden en forpligtelse til at advare, belære og om muligt hjælpe. “Overbevis, irettesæt, forman,” siger Herren, “tålmodigt og med stadig undervisning!.” ^{32 Tim 4,2} De, som begår fejl, skal behandles pænt. Enhver, som er i fare, skal advares om det. Lad ikke nogen få lov til at bedrage sig selv. Nævn synden ved dens rette navn. Fortæl, hvad Gud har sagt med hensyn til at lyve, at bryde sabbatten, at stjæle, at dyrke afguder og enhver anden form for synd. “De, der giver sig af med den slags, skal ikke arve Guds rige.” ^{4Gal 5,21} Hvis de holder fast ved synden, skal den samme dom, som du har meddelt dem ud fra Guds ord, fældes over dem i Himmelen. Ved at vælge synden nægter de at vedkende sig Kristus. Menigheden skal vise, at den ikke bifalder deres gerninger — ellers vil den selv vanære sin Herre. Den må sige det samme om synden som Gud. Den skal forholde sig til den, som Guds foreskriver, og dens handlemåde vil blive godkendt i Himmelen. Den, som ringeagter menighedens myndighed, ringeagter Kristi egen myndighed.JSL 585.2

Men der er også en lysere side af denne sag. “Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt.” Lad denne tanke være den første. I bestræbelserne med de vildfarende må alles øjne være rettet mod Kristus. Hyrderne må vogte hjorden på Herrens græsgange med omhu og kærlighed. Tal med den vildfarende om tilgivelse fra vor barmhjertige Frelser. Tilskynd synderen til at omvende sig og tro på Ham, som kan tilgive. Fortæl ham i overensstemmelse med Guds ord, at “hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.” ^{51 Joh 1,9} Alle, som angrer, kan være sikre på følgende: “Han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb!” ^{6Mika 7,19}JSL 585.3

Menigheden skal modtage en synders omvendelse med taknemmelighed. Den angrende skal føres fra vantroens mørke ind i lyset fra troen og retfærdigheden. Anbring hans hånd i Jesu kærlige hånd. En sådan syndsforladelse vil blive godkendt i Himmelen.JSL 586.1

Kun i så henseende har menigheden magt til at give syndsforladelse til en synder. Tilgivelse af synder kan kun opnås ved Kristi fortjeneste. Til intet menneske og ingen menneskestyret instans er der givet magt til at befri mennesket for skyld. Kristus pålagde sine disciple at prædike syndernes forladelse i hans navn blandt alle folkeslag; men de fik ikke selv magt til at fjerne nogen synd. Det er kun muligt i Jesu navn, for “der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.” ^{7ApG 4,12}JSL 586.2