Gud har omsorg
Bibelen viser os Gud i det høje og det hellige, ikke i en tilstand af inaktivitet, ikke i tavshed og ensomhed, men omgivet af ti tusinde gange ti tusinde og tusinder af tusinder af hellige hjælpere, der alle venter på at udføre hans vilje. Ad veje, som vi ikke kan kende, er han i levende forbindelse med alle dele af sit rige. Men det er i dette støvgran af en verden, i de mennesker, som han gav sin enbårne Søn at frelse, at hans og hele Himmelens interesse er centreret. Gud bøjer sig ned fra sin trone for at høre de undertryktes råb. Til enhver ærlig bøn svarer han: “Her er jeg!” Han oprejser de ulykkelige og underkuede. Han tager del i alle vore lidelser. I enhver fristelse og enhver prøvelse er hans engel os nær for at udfri os.JSL 254.2
Ikke engang en spurv falder til jorden, uden at Faderen lægger mærke til det. Satans had mod Gud får ham til at hade alt, hvad der er genstand for Frelserens omsorg. Han søger at ødelægge Guds hænders værk, og det er ham en fryd at dræbe selv de umælende dyr. Det er kun ved Guds beskyttende omsorg, at fuglene bliver bevarede, så de kan glæde os med deres glade sang. Han glemmer ikke spurvene. “Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”JSL 254.3
Jesus fortsætter: Når I kendes ved mig over for mennesker, så vil jeg også kendes ved jer over for Gud og de hellige engle. I skal være mine vidner her på jorden, de kanaler, som min nåde kan strømme igennem til frelse for mennesker. Sådan vil jeg også være jeres stedfortræder i Himmelen. Faderen ser ikke jeres mangelfulde karakter, men han ser jer iført min fuldkommenhed. Det er gennem mig, Himmelens velsignelser skal komme til jer. Og enhver, som kendes ved mig ved at tage del i mit offer for de fortabte, ham skal han kendes ved som en, der har del i de frelstes herlighed og glæde.JSL 254.4
Den, som vil bekende sig til Kristus, må have Kristus boende i sig. Han kan ikke meddele andet, end hvad han selv har modtaget. Disciplene kunne måske uden vanskelighed fortælle om læren; de kunne gentage Kristi egne ord, men hvis ikke de var i besiddelse af Kristi sagtmodighed og kærlighed, så bekendte de sig ikke til ham. En ånd, der er i modstrid med Kristi ånd, vil fornægte ham, hvordan bekendelsen så end er. Mennesker fornægter Kristus ved at tale ondt om andre, ved dårlig tale og ved ord, der er usande eller uvenlige. De kan fornægte ham ved at søge at undgå livets byrder eller ved at dyrke syndige glæder. De kan fornægte ham ved at underlægge sig verdslige skikke, ved uhøflig optræden, ved at retfærdiggøre sig selv, ved at nære tvivl, ved at bringe sig i vanskeligheder og blive i mørket. På alle disse forskellige måder forkynder de, at Kristus ikke bor i dem. Og han siger: “Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.”JSL 255.1
Frelseren pålagde sine disciple, at de ikke skulle sætte deres lid til, at verdens fjendskab over for evangeliet ville lade sig overvinde, og at dens modstand ville ophøre, når der var gået nogen tid. Han sagde: “Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.” Striden er ikke fremkaldt af evangeliet, men den er en følge af den modstand, det vækker. De trængsler, som er allersværest at bære, er uoverensstemmelser i hjemmet og venskaber, der brydes. Men Jesus siger: “Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd.”JSL 255.2
Tjenesten for Kristus er en stor ære og et helligt tillidshverv. Jesus siger: “Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig.” Enhver venlighed, der bliver vist dem iv hans navn, vil blive anerkendt og belønnet. Og med den samme kærlige påskønnelse omfatter han de svageste og ydmygeste af Guds familie. “Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel,” — de, der er som børn i deres tro og i deres kendskab til Kristus— “sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn,”JSL 255.3
Således endte Frelseren sin belæring. I Kristi navn gik de tolv udvalgte af sted, ligesom han havde gjort, “for at bringe godt budskab til fattige, … for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.” JSL 255.4