Kajfas afgør sagen

Mens forvirringen i rådet var på sit højeste, rejste ypperstepræsten Kajfas sig. Kajfas var en hovmodig og grusom mand, arrogant og intolerant. Blandt hans slægtninge var der saddukæere, hovmodige, dristige, hensynsløse, fyldt med ambitioner og grusomhed, som de skjulte bag falsk retfærdighed. Kajfas havde studeret profetierne, og skønt han var uvidende om deres sande betydning, talte han med stor myndighed og sikkerhed:JSL 389.1

“I forstår ikke noget som helst. I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde.” Ypperstepræsten hævdede, at selv om Jesus var uskyldig, så måtte han skaffes af vejen. Han var besværlig, han førte folket til sig og svækkede rådsherrernes autoritet. Han var kun én! Det var bedre, at han døde, end rådsherrernes myndighed blev svækket. Hvis folket mistede tilliden til deres rådsherrer, ville deres magt over folket ødelægges. Kajfas fremhævede, at Jesu disciple efter dette mirakel sandsynligvis ville rejse en opstand. Så ville romerne komme, sagde han, og lukke vort tempel, afskaffe vore love, og tilintetgøre os som et folk. Hvad er denne galilæers liv værd i forhold til folkets liv? Hvis han står i vejen for Israels velfærd, vil det så ikke være at gøre Gud en tjeneste at få ham fjernet? Det er bedre, at ét menneske dør, end at hele folket går til grunde.JSL 389.2

Ved at erklære at ét menneske burde dø for folket, indikerede Kajfas, at han havde et vist kendskab til profetierne, skønt det var meget begrænset. Men i sin beretning om denne begivenhed tager Johannes profetien op og viser os dens vidtrækkende betydning. Han siger: “Og ikke for folket alene, men også for at samle Guds spredte børn til ét.” I al sin blindhed erkendte den hovmodige Kajfas dog Frelserens kald!JSL 389.3

I Kajfas’ mund blev denne dyrebare sandhed forvandlet til en løgn. Den politik, han var fortaler for, var baseret på et princip lånt fra hedenskabet. Blandt hedningerne havde en uklar erkendelse af, at én måtte dø for menneskeslægten, ført til menneskeofringer. Kajfas’ forslag var altså at ofre Jesus for at frelse det skyldige folk, ikke fra overtrædelser, men over i overtrædelser, så de kunne fortsætte i synd. Og ved at ræsonnere således regnede han med at kvæle protesterne fra dem, som måtte vove at sige, at der indtil nu ikke var fundet noget hos Jesus, der gjorde ham skyldig til døden.JSL 389.4