Troen blev belønnet

“Da Jesus hørte det, undrede han sig over ham og vendte sig om og sagde til den skare, der fulgte ham: ‘Jeg siger jer, ikke engang i Israel har jeg fundet så stor en tro.’” “Men til officeren sagde Jesus: ‘Gå, det skal ske dig, som du troede!’ Og hans tjener blev helbredt i samme time.”JSL 223.1

De jødiske ældste, som anbefalede officeren til Kristus, havde vist, hvor langt de var fra at besidde evangeliets ånd. De forstod ikke, at vor store nød er vor eneste berettigelse til Guds barmhjertighed. I deres selvretfærdighed anbefalede de officeren på grund af den gunst, han havde vist “vort folk.” Mens officeren selv sagde: “Jeg er ikke værdig.” Hans hjerte var blevet berørt af Kristi nåde. Han så sin egen uværdighed, men dog var han ikke bange for at bede om hjælp. Han stolede ikke på sin egen godhed; han påberåbte sig kun sin store nød. Ved troen forstod han, hvordan Kristus virkelig var. Han troede ikke blot på ham som den, der gjorde undere, men som menneskers ven og frelser.JSL 223.2

Det er på denne måde, at enhver synder kan komme til Kristus. “Ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig.” ^{2Tit 3,5} Når Satan siger til dig, at du er en synder, som ikke kan håbe på at opnå Guds velsignelse, så sig til ham, at Kristus kom til verden for at frelse syndere. Vi ejer intet, som kan tale vor sag over for Gud; men vi kan både nu og altid påberåbe os vor fuldstændigt hjælpeløse tilstand, som gør, at vi ikke kan undvære hans frelsende magt. Vi må give afkald på al selvsikkerhed og se hen til Golgatas kors og sige: “Intet bringer jeg til dig. Kun til korset klynger mig.” ^{3Citat fra A. M. Toplady’s salme: “Klippe, du, sombrast for mig” vers 3.}JSL 223.3

Jøderne var fra barndommen blevet belært om Messias’ gerning. De havde haft patriarkernes og profeternes inspirerede ord og offertjenestens symbolske belæring. Men de havde ignoreret lyset, og nu så de i Jesus ikke noget ønskværdigt. Men officeren, som var født inden for hedenskabet og opdraget til afgudsdyrkelse i kejsertidens Rom, oplært som soldat og tilsyneladende afskåret fra åndeligt liv på grund af sin uddannelse og sine omgivelser, og yderligere udelukket gennem jødernes fanatisme og sine egne landsmænds foragt for Israels folk — denne mand opfattede den sandhed, som Abrahams børn var blinde for. Han ventede ikke for at se, om jøderne selv ville tage imod ham, som hævdede at være Messias. “Da det sande lys, som oplyser ethvert menneske,” ^{4Joh 1,9} havde skinnet på ham, havde han, skønt på afstand, skimtet Guds Søns herlighed.JSL 223.4

For Jesus var dette en forsmag på det arbejde, som evangeliet skulle udrette blandt hedningerne. Han så frem til at samle mennesker fra alle folkeslag i sit rige. Dybt bedrøvet skildrede han for jøderne, hvad deres forkastelse af hans nåde ville føre med sig: “Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” Hvor mange går ikke i dag den samme skæbnesvangre skuffelse i møde. Mens mennesker i hedensk mørke tager imod hans nåde, hvor mange er der så ikke i de kristne lande, som ignorerer det lys, der skinner for dem.JSL 224.1