Jesus udfordrer hendes tro

Kristus svarede ikke umiddelbart på kvindens bøn. Han modtog denne repræsentant for et foragtet folk, som jøderne ville have gjort det. Hermed tilsigtede han, at hans disciple skulle få et indtryk af den kolde og hjerteløse holdning, som jøderne plejede at indtage i en sådan sag, sådan som han tilkendegav det ved sin modtagelse af kvinden, samt den medmenneskelige holdning han ville have dem til at indtage, og som fremgik af, at han efterfølgende opfyldte hendes bøn.JSL 287.1

Men skønt Jesus ikke svarede, mistede kvinden ikke troen. Da han gik videre, som om han ikke hørte hende, fulgte hun efter ham og vedblev at bønfalde ham. Irriterede over hendes plageri bad disciplene Jesus om at sende hende bort. De så, at deres Mester behandlede hende med ligegyldighed, og derfor antog de, at han syntes godt om jødernes fordomme mod kana'anæerne. Men det var til en medfølende Frelser, kvinden henvendte sin bøn, og som svar på disciplenes opfordring sagde Jesus: “Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.” Skønt dette svar syntes at stemme overens med jødernes fordom, rummede det en irettesættelse til disciplene, som de siden hen forstod, fordi den mindede dem om det, som han så ofte havde sagt til dem, at han var kommet til verden for at frelse alle dem, der ville tage imod ham.JSL 287.2

Med forøget styrke fremførte kvinden nu sin bøn, kastede sig ned for Kristi fødder og råbte: “Herre, hjælp mig!” Jesus tilbageviste tilsyneladende stadig hendes tryglen og svarede i overensstemmelse med jødernes fordom: “Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Dette var i virkeligheden en tilkendegivelse af, at det ikke var retfærdigt at ødsle de velsignelser, der tilkom Guds udvalgte folk, på fremmede og sådanne, som ikke tilhørte Israel. Dette svar ville helt have taget modet fra en mindre alvorligt troende. Men kvinden så, at hendes mulighed var kommet. Bag Jesu tilsyneladende afslag så hun en medfølelse, som han ikke kunne skjule. Hun svarede: “Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” Selvom husets børn spiser ved deres fars bord, så lader man dog heller ikke hundene sulte. De har ret til de smuler, der falder fra det rigt forsynede bord. Skønt der var givet Israel så mange velsignelser, var der så ikke alligevel en velsignelse til hende? Hun blev betragtet som en hund, og havde hun så ikke også en hunds krav på at få en krumme af hans gaver?JSL 287.3

Jesus havde lige forladt sit arbejdsområde, fordi de skriftkloge og farisæerne stræbte ham efter livet. De murrede og beklagede sig. De afslørede både vantro og bitterhed og afviste den frelse, der blev tilbudt dem så frit. Her møder Kristus et menneske, som tilhører et uheldigt og ringeagtet folk, som ikke har været begunstiget med Guds lys. Alligevel lader hun sig straks påvirke af Kristi guddommelige indflydelse og har ubetinget tro på hans kraft til at yde hende den tjeneste, hun beder om. Hun beder om krummerne, der falder fra Herrens bord. Hvis hun må få de samme rettigheder som en hund, så er hun villig til at lade sig betragte som en hund. Hun har ingen religiøs eller national stolthed eller fordom, der kan påvirke hende, og hun anerkender umiddelbart Jesus som Frelseren og som den, der kan udrette alt det, hun beder ham om.JSL 288.1

Frelseren er tilfreds. Han har prøvet hendes tro på ham. Ved sin handlemåde over for hende har han vist, at hun, der af Israel er blevet betragtet som et udskud, ikke mere er en fremmed, men er medlem af Guds husstand. Som et barn har hun ret til at få del i Faderens gaver. Nu opfylder Kristus hendes bøn og afslutter sin belæring til disciplene. Han vender sig mod hende med et blik, der udtrykker medlidenhed og kærlighed og siger: “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” Og fra det øjeblik var hendes datter helbredt. Dæmonen plagede hende ikke mere. Kvinden gik bort, vedkendte sig sin Frelser og var lykkelig over, at hendes bøn var blevet opfyldt.JSL 288.2

Dette var det eneste mirakel, som Jesus udførte på denne rejse. Det var for at udføre denne handling, at han drog til Tyrus’ og Zidons grænser. Han ville hjælpe denne hårdt ramte kvinde, og samtidig ved sin barmhjertighedsgerning mod et medlem af det foragtede folk efterlade et eksempel til gavn for sine disciple, når han ikke mere skulle være sammen med dem. Han ønskede at lede dem bort fra deres jødiske, afvisende holdning til at interessere sig for at arbejde for andre end deres eget folk.JSL 288.3