Ærens konge drager ind

Hele Himmelen ventede på at byde Frelseren velkommen i de himmelske boliger. Mens han steg op, viste han vej, og de mange fanger, der var blevet befriet ved hans opstandelse, fulgte efter ham. De himmelske hærskarer deltog under jubelråb og lovprisninger i dette glade følge.JSL 607.1

Da de er ved at nærme sig Guds stad, lyder et råb fra de ledsagende engle:JSL 607.2

“Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind.” Og med fryd svarer de ventende vagtposter: “Hvem er ærens konge?” Dette siger de ikke, fordi de ikke ved, hvem han er, men fordi de glæder sig til at høre det jublende svar: “Det er Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig. Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind.” Atter lyder råbet: “Hvem er han, ærens konge?” for englene bliver aldrig trætte af at høre hans navn blive lovprist. De ledsagende ejhle giver svaret: “Hærskarers Herre, han er ærens konge!” ^{12Sl 24,7-10}JSL 607.3

Så bliver portene til Guds by åbnet helt, og engleskaren haster ind gennem portene under brusende, begejstret musik.JSL 607.4

Dér står tronen, omgivet af forjættelsens regnbue. Dér er keruberne og seraferne. Anførerne for de himmelske hærskarer, Guds sønner, repræsentanterne for de syndfri verdener, er forsamlede her. Det himmelske råd, over for hvilket Lucifer havde anklaget Gud og hans Søn, repræsentanterne for de syndfri verdener, over hvilke Satan havde tænkt sig at oprette sit herredømme — alle er der for at byde Frelseren velkommen. De længes efter at lovprise deres konge og fejre hans triumf.JSL 607.5

Men han vinker dem tilbage. Ikke endnu. Han kan endnu ikke modtage ærens krone og kongekåben. Han træder frem for sin Far. Han viser ham sit sårede hoved, sin gennemstukne side og de gennemborede fødder. Han løfter sine hænder, der er mærket af naglerne. Han peger på tegnene på sin sejr. Han præsenterer svingningsneget for Gud: De, der opstod sammen med ham som repræsentanter for den store skare, der skal stige op af graven ved hans genkomst. Han nærmer sig Faderen, hos hvem der er glæde over én synder, der omvender sig, og som fryder sig over hver enkelt. Før verdens grundvold blev lagt, havde Faderen og Sønnen sluttet en pagt for at frelse menneskeslægten, hvis den skulle lade sig overvinde af Satan. De havde indgået en højtidelig overenskomst om, at Kristus skulle stå som sikkerhed for menneskeheden. Nu havde Kristus opfyldt dette løfte. Da han på korset udbrød: “Det er fuldbragt!” ^{13 Joh 19,30} talte han til sin Far. Pagten var fuldt ud klevet gennemført. Nu erklærer han: Far, det er fuldbragt. Jeg har handlet efter din vilje, min Gud. Jeg har fuldført frelsesværket. Hvis din retfærdighed er sket fyldest, så vil jeg, “at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig.” ^{14Joh 17,24}JSL 607.6

Nu lyder Guds stemme, som forkynder, at retfærdigheden er sket fyldest. Satan er besejret. Kristi arbejdende og kæmpende venner på jorden bliver modtaget i hans “elskede søn” ^{15Ef 1,6}. I overværelse af de himmelske engle og repræsentanterne for de syndfri verdener bliver de erklæret retfærdiggjorte. Der, hvor han er, skal også hans menighed være. “Troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden.” ^{16Sl 85,11} Faderen tager Sønnen i sine arme, og der bliver sagt: “Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham.” ^{17Hebr 1,6}JSL 608.1

Med uudsigelig glæde anerkender herskere og magter og myndigheder Livets Fyrstes suverænitet. Engleskaren kaster sig ned foran ham, mens det glade råb toner gennem de himmelske boliger: “Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris.” ^{18Åb 5,12}JSL 608.2

Sejrsjubel blander sig med tonerne fra englenes harper, indtil det er, som om Himmelen strømmer over af glæde og lovprisning. Kærligheden har vundet sejr. Det fortabte er genfundet. Himmelen genlyder af stemmer, der højtideligt forkynder: “Ham, der sidder på tronen, og Lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder.” ^{19Åb 5,13}JSL 608.3

Fra denne himmelske glædesfest lyder der et ekko tilbage til os på jorden af Kristi egne vidunderlige ord: “Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.”1 Den himmelske familie og den jordiske familie er ét. For vor skyld steg Herren op til Himmelen, og for vor skyld lever han. “Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.” ^{20Hebr 7,25}JSL 608.4