Til angreb på ubibelske traditioner
Jesus gjorde ikke noget forsøg på at forsvare hverken sig selv eller sine disciple. Han kom ikke med nogen hentydning til beskyldningerne imod sig, men gav sig til at påvise den ånd, som drev disse pedantiske forsvarere af menneskelige ritualer. Han gav dem et eksempel på, hvad de altid gjorde, og hvad de netop havde gjort, lige før de kom for at søge efter ham. Han sagde: “Hvor kønt! I forkaster Guds bud for at indføre jeres egen overlevering. Moses har jo sagt: ‘Ær din far og din mor!’ og: ‘Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.’ Men I siger: Hvis et menneske siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban — det vil sige tempelgave — så tillader I ikke længere, at han gør noget for sin far eller sin mor.” De tilsidesatte det femte bud, som om det ikke havde nogen betydning; men de var meget nøjeregnende med at rette sig efter de ældstes overleveringer. De lærte folket, at overdragelse af deres ejendom til templet var en pligt, der var mere hellig end selv det at hjælpe sine forældre, og at det var helligbrøde at tildele sin far eller mor noget som helst af det, der var blevet helliget på denne måde, uanset hvor meget de end trængte til det. En søn, som ikke var pligtopfyldende, behøvede blot at udtale ordet “korban” over sin ejendom og på den måde vie den til Gud. Han kunne derefter benytte den til eget brug hele sin levetid, og efter hans død ville den blive overdraget til tempeltjenesten. Således stod det ham frit både i livet og i døden at vanære og bedrage sine forældre under dække af hyklerisk hengivenhed over for Gud.JSL 283.3
Aldrig — hverken i ord eller handling — lempede Jesus menneskers forpligtelse til at bringe gaver og ofre til Gud. Det var Kristus, som gav alle retningslinjer i loven med hensyn til tiende og offergaver. Da han var på jorden, roste han den fattige enke, som lagde alt, hvad hun ejede, i tempelblokken. Men præsternes og de skriftkloges tilsyneladende nidkærhed over for Gud var et hykleri, som skulle dække over deres trang til selvforherligelse. Folket blev bedraget af dem. De bar tunge byrder, som Gud ikke havde pålagt dem. Selv Kristi disciple var ikke helt frigjort fra det åg, som var blevet lagt på dem, ved nedarvet fordom og rabbinsk autoritet. Ved at afsløre rabbinernes sande jeg søgte Jesus nu at befri de mennesker fra traditionsåget, som virkeligt ønskede at tjene Gud. “Hyklere!” sagde han, idet han henvendte sig til de listige spioner, “Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: ‘Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.’” Kristi ord var en anklage mod hele det farisæiske system. Han erklærede, at ved at vægte deres krav tungere end de guddommelige forskrifter, placerede de skriftkloge sig selv højere end Gud.JSL 283.4
Udsendingene fra Jerusalem blev rasende. De kunne ikke beskylde Kristus for at gøre vold på den lov, der blev givet på Sinaj, for han forsvarede den mod deres overleveringer. Lovens store forskrifter, som han forkyndte, stod i slående kontrast til de smålige regler, som mennesker havde opfundet.JSL 284.1
For folkeskaren — og senere mere udførligt for sine disciple — forklarede Jesus, at besmittelse ikke kommer udefra, men indefra. Renhed og urenhed er noget, der angår sindet. Det er de onde gerninger, de onde ord, de onde tanker, overtrædelsen af Guds bud og ikke undladelse af ydre, menneskeskabte ceremonier, som gør et menneske urent.JSL 284.2
Disciplene lagde mærke til spionernes raseri, da deres falske lære blev afsløret. De så de vrede blikke og hørte den lavmælte mumlen, der udtrykte misfornøjelse og hævntørst. Uden at tænke på, hvor ofte Kristus havde givet dem beviser på, at han læste i hjerterne som i en åben bog, fortalte de ham, hvordan hans ord havde virket. I håb om, at han ville forsone sig med de vrede embedsmænd, sagde de til Jesus: “Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?”JSL 284.3
Han svarede: “Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode.” De skikke og overleveringer, som de skriftkloge værdsatte så højt, var af denne verden og stammede ikke fra Himmelen. Hvor stor magt de end havde over folket, så kunne de ikke bestå Guds prøve. Enhver menneskelig opfindelse, som er blevet sat i stedet for Guds bud, vil blive regnet for værdiløs på den dag, hvor “Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt.” JSL 284.4