Englens budskab til Zakarias
Han stod foran det gyldne alter i helligdommen. Røgelsesskyerne steg sammen med bønnerne fra Israels folk op til Gud. Pludselig følte han tilstedeværelsen af et guddommeligt nærvær. En Herrens engel viste sig for ham, “stående til højre for røgelsesofferalteret.” Englens stilling var et tegn på en gunstbevisning, men Zakarias lagde ikke mærke til dette. Han havde gennem mange år bedt om, at Frelseren måtte komme. Nu havde Himmelen sendt ham bud for at forkynde, at disse bønner var ved at gå i opfyldelse; men Guds nåde syntes ham for stor til, at han kunne fæste lid til den. Han blev grebet af frygt og selvfordømmelse.JSL 58.3
Men han blev hilst med denne glædelige forsikring: “‘Frygt ikke, Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabethh skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren; han må ikke drikke vin og øl, men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv, og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. Han skal gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede.’ Zakarias sagde til englen: ‘Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.’”JSL 58.4
Zakarias vidste godt, hvordan Abraham i sin alderdom fik et barn, fordi han stolede på hans trofasthed, som havde lovet ham det. Men i dette øjeblik rettes den gamle præsts tanker mod menneskeslægtens svaghed. Han glemmer, at hvad Gud har lovet, er han også i stand til at fuldføre. Hvilken forskel er der ikke mellem denne vantro og Marias skønne, barnlige tro, jomfruen fra Nazaret, hvis svar til engelens vidunderlige budskab lød således: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” JSL 59.1
Zakarias', Abrahams og Marias sønners fødsel skulle lære os en stor åndelig sandhed, en sandhed, som vi er langsomme til at lære og hurtigt glemmer igen. Ved egen kraft er vi ude af stand til at udrette noget godt; men det, som vi ikke kan, vil komme til at ske ved Guds kraft i ethvert ydmygt og troende menneske. Det var ved tro, at forjættelsens barn blev givet. Det er ved tro, at det åndelige liv skabes, så det bliver muligt for os at gøre retfærdighedens gerninger.JSL 59.2
Som svar på Zakarias’ spørgsmål sagde englen: “Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab.” Fem hundrede år tidligere havde Gabriel kundgjort Daniel den profetiske tidsperiode, som skulle nå ned til Kristi komme. Kundskaben om, at denne periode var ved at udløbe, havde tilskyndet Zakarias til at bede om Messias’ komme. Nu var det samme sendebud, som havde meddelt profetien, kommet for at forkynde dens opfyldelse.JSL 59.3
Englens ord: “Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt,” viser os, at han indtager en høj stilling i de himmelske boliger. Da han kom med et budskab til Daniel, sagde han: “Ikke en eneste vil hjælpe mig imod dem, undtagen Mikael, jeres fyrste.” Når Jesus i Johannes’ Åbenbaring taler om “sin engel,” er det englen Gabriel, han omtaler. Og englen sagde til Johannes: “Jeg er kun tjener som du og dine brødre, profeterne.” Hvilken vidunderlig tanke — at den engel, der i værdighed kommer lige efter Guds Søn, er udvalgt til at forkynde Guds hensigter for syndige mennesker!JSL 59.4
Zakarias havde givet udtryk for tvivl om englens ord. Han skulle ikke få lov til atter at tale, før de var gået i opfyldelse. Englen sagde: “Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde.” Præsten var forpligtet til under udførelsen af denne tjeneste at bede om tilgivelse for folkets og landets synder samt bede om, at Messias måtte komme; men da Zakarias forsøgte at gøre dette, kunne han ikke sige et ord.JSL 59.5
Da han gik frem for at velsigne folket, måtte han “gøre tegn til dem og var og blev stum.” De havde ventet en lang tid og var begyndt at blive ængstelige for, om han skulle være blevet ramt af Guds dom. Men da han kom ud fra helligdommen strålede hans ansigt af Guds herlighed, “og de forstod, at han havde haft et syn i templet.” Zakarias fik gjort dem forståeligt, hvad han havde set og hørt, og “da de dage, han skulle gøre tjeneste i, var gået, tog han hjem.”JSL 59.6
Kort tid efter det lovede barns fødsel fik faderen atter sit mæle, “og han talte og lovpriste Gud. Alle de omkringboende blev grebet af frygt, og i hele Judæas bjergland talte man om alt dette. Og alle, der hørte det, tog det til hjertet og sagde: ‘Hvad skal den dreng mon blive til?’” Alt dette skete for at vende folkets opmærksomhed mod Messias’ komme, hvortil Johannes skulle berede vejen.JSL 60.1
Zakarias blev fyldt af Helligånden, og med disse ord profeterede han om sin søns kald: “Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.”JSL 60.2