Hvidkalkede grave

“Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed.” Ligesom den kalkede og smukt pyntede grav dækkede over de forrådnende jordiske rester deri, sådan dækkede præsternes og de ældstes ydre fromhed over uretfærdighed.JSL 447.1

Jesus fortsatte: “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger: Havde vi levet i vore fædres dage, havde vi ikke været deres medskyldige i profeternes blod. Dermed bevidner I selv, at i er børn af dem, der dræbte profeterne.” For at vise deres agtelse for de døde profeter var jøderne meget nidkære med at udsmykke deres grave; men de udnyttede hverken deres lære eller var opmærksomme på deres irettesættelser.JSL 447.2

På Kristi tid blev der næret en overtroisk ærbødighed for de dødes hvilesteder, og store pengesummer blev ødslet på udsmykning af dem. I Guds øjne var dette afgudsdyrkelse. Ved deres overdrevne hensyntagen til de afdøde viste mennesker, at de hverken elskede Gud højest af alt eller deres næste som sig selv. Den samme afgudsdyrkelse bliver også i vore dage drevet vidt. Mange gør sig skyldige i at forsømme enken, de faderløse, de syge og de fattige for at kunne rejse kostbare monumenter over de afdøde. Der bliver i vid udstrækning ofret tid, penge og arbejde på disse formål, mens forpligtelserne over for de levende, som Kristus helt klart har pålagt os, ikke bliver efterkommet.JSL 447.3

Farisæerne byggede gravmæler over profeterne, udsmykkede deres grave og sagde til hinanden: Hvis vi havde levet på vore fædres tid, var vi ikke gået sammen med dem om at udgyde Guds tjeneres blod. Samtidig lagde de planer om at tage Guds Søns liv. Dette burde være en lære for os. Det burde åbne vore øjne for Satans magt til at bedrage de mennesker, der vender sig bort fra sandhedens lys. Mange følger i farisæernes fodspor. De ærer dem, som er døde for deres tro. De undrer sig over, hvor blinde jøderne var, da de forkastede Kristus. Hvis vi havde levet på hans tid, erklærer de, ville vi med glæde have taget imod hans lære. Vi ville aldrig være blevet medskyldige i at forkaste Frelseren. Men når lydighed mod Gud kræver selvfornægtelse og ydmygelse, så dysser disse mennesker deres overbevisning i søvn og nægter at adlyde. På denne måde lægger de den samme ånd for dagen, som de farisæere, Kristus fordømte.JSL 447.4