Omsorg for den mindste
Frelserens ord fremkaldte hos disciplene en følelse af mistillid til sig selv. Ingen af dem var blevet særligt udpeget ved svaret; men Johannes kunne ikke lade være med at spørge, om han i et enkelt tilfælde havde handlet rigtigt. Med barnlig enfoldighed fremlagde han sagen for Jesus: “Vi så en mand, der drev dæmoner ud i dit navn; vi sagde til ham, at det skulle han holde op med; han er jo ikke en af vore!” JSL 317.6
Jakob og Johannes havde ment, at de ved at standse denne mand havde tænkt på deres Herres ære. Nu begyndte de at indse, at de havde tænkt mere på deres egen. De indrømmede deres fejl og tog imod Jesu irettesættelse: “I må ikke hindre ham, for der er ingen, som gør en undergerning i mit navn, der straks efter kan tale ondt om mig..” Ingen af dem, der på nogen måde viste Jesus venlighed, måtte afvises. Der var mange, der havde været dybt betaget af Jesu personlighed og gerning, og hvis hjerte var ved at åbne sig for ham i tro; og disciplene, der ikke kunne tyde bevæggrundene, måtte være forsigtige for ikke at gøre disse mennesker modløse. Når Jesus ikke mere selv var hos dem, og gerningen var overgivet i deres hænder, måtte de ikke give efter for en snæversindet, afvisende ånd, men give udtryk for den samme udstrakte venlighed, som de havde set hos deres Mester.JSL 317.7
Den kendsgerning, at et menneske ikke i alt stemmer overens med vore personlige forestillinger eller meninger, kan ikke berettige os til at forbyde det at arbejde for Gud. Kristus er den store lærer. Vi skal hverken dømme eller befale, men vi skal alle i ydmyghed sidde ved Jesu fødder og lære af ham. Hvert eneste menneske, som ved Guds hjælp har åbnet sig, er et redskab gennem hvilket Kristus vil åbenbare sin tilgivende kærlighed. Hvor må vi være omhyggelige for ikke at tage modet fra en af Guds lysbærere og således hindre de stråler, som han ville have til at skinne for verden!JSL 318.1
Hvis en discipel viser hårdhed eller kulde mod en, som Kristus er ved at føre til sig — en handling af samme slags som da Johannes forbød en mand at gøre undergerninger i Kristi navn — så kan følgen blive, at den pågældende vælger fjendens vej, og at et menneske går fortabt. Bedre end at gøre dette ville for det menneske være, “at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet.” Og han tilføjede: “Hvis din hånd bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå lemlæstet ind til livet end med begge hænder i behold at komme i Helvede, til den uudslukkelige ild, hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes. Og hvis din fod bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå halt ind til livet end med begge fødder i behold at kastes i Helvede.”JSL 318.2
Hvorfor disse alvorlige ord, som ikke kunne siges stærkere? Fordi “Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.” Skal hans disciple udvise mindre omsorg for deres medmenneskers frelse, end Himmelens Majestæt har gjort? Ethvert menneske har kostet en uendeligt stor pris, og hvor er det en frygtelig synd at vende blot et eneste menneske bort fra Kristus, så Frelserens kærlighed og ydmygelse og kval i dette tilfælde har været forgæves.JSL 318.3
“Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald.” Verden vil under Satans påvirkning sikkert sætte sig op imod Kristi disciple og forsøge at tilintetgøre deres tro; men ve den, som bærer Kristi navn, men alligevel handler på denne måde! Vor Herre gøres til skamme af dem, der hævder at tjene ham, men som giver en falsk fremstilling af hans væsen; og utallige bliver narret og ført på vildspor.JSL 318.4
Enhver vane eller handlemåde, der kan føre til synd og dermed vanære over Kristus, er det bedst at opgive, koste hvad det vil. Det, som vanærer Gud, kan aldrig være til gavn for mennesket. Himmelens velsignelse kan ikke følge et menneske, der overtræder retfærdighedens evige principper. Og en enkelt synd, der bliver hæget om, er tilstrækkelig til at medføre svækkelse af karakteren og til at vildlede andre. Hvis foden eller hånden måtte hugges af eller endog øjet rives ud for at frelse legemet for synd, hvor langt alvorligere burde vi så ikke afvise den synd, der kan forårsage den åndelige død.JSL 318.5
Ved den rituelle tjeneste blev ethvert offer tilsat salt. Dette betegnede ligesom røgelsesofferet, at kun Kristi retfærdighed kunne gøre tjenesten acceptabel for Gud. Det var denne skik, Jesus hentydede til, da han sagde:JSL 319.1
“Sammen med alle dine gaver skal du bringe salt.” “Bevar saltet i jer selv, og hold fred med hinanden!” Enhver, der vil bringe sig selv som “et levende og helligt offer, der er Gud til behag” , må tage imod det frelsende salt, vor Frelsers retfærdighed. Så bliver de til “jordens salt” og modvirker det onde i verden, ligesom saltet bevarer fra fordærvelse. Men hvis saltet har mistet sin kraft, hvis der kun findes en tilsyneladende fromhed uden Kristi kærlighed, så er der ingen kraft til det gode. Livet kan ikke udøve nogen frelsende indflydelse på verden. Jeres energi og effektivitet ved opbygningen af mit rige, siger Jesus, afhænger af, om I modtager min Ånd. I skal have del i min nåde for at kunne blive en kraft af liv til liv. Så vil der ikke være nogen rivalisering, ingen egoisme, intet ønske om de øverste pladser. I vil have den kærlighed, der ikke søger rigdom for sig selv, men for andre.JSL 319.2
Få den angrende synder til at fæste blikket ved “Guds Lam, som bærer verdens synd,” og ved at betragte det, vil han forvandles. Hans frygt bliver vendt til glæde, hans tvivl til håb. Taknemmelighed bryder frem. Det hårde hjerte knuses. En bølge af kærlighed strømmer ind over sjælen. Kristus er i ham en kilde af vand, der springer frem til evigt liv. Når vi ser Jesus, tynget af sorg og smerte, arbejde for at frelse de fortabte, ringeagtet, spottet, hånet og jaget fra by til by, indtil hans mission var fuldført; når vi ser ham i Getsemane, svedende store dråber af blod, og døende på korset under de frygteligste smerter — når vi ser dette, så vil vort eget jeg ikke mere kræve vor opmærksomhed. Når vi ser Jesus, vil vi blive skamfulde over vor kulde, vor sløvhed og vor egoisme. Vi må være villige til alt eller intet, så vi kan tjene Mesteren af hele vort hjerte. Vi skal fryde os over at bære korset efter Jesus, over at tåle prøvelser, skam eller forfølgelser på grund af hans navn.JSL 319.3
“Vi, som er stærke, skylder at bære de svages svagheder og ikke tænke på os selv.” Ingen, der tror på Kristus, skal bedømmes lavt, uanset om hans tro er svag og hans skridt vaklende som et lille barns. På grund af alt, hvad der har givet os fordele frem for andre, det være sig uddannelse, opdragelse, forædling af karakteren, kristen oplæring, religiøs erfaring, står vi i gæld til dem, som har været mindre heldige, og så vidt det står i vor magt, skal vi tage os af dem. Hvis vi er stærke, skal vi holde de svages hænder oppe. Herlighedens engle, som altid kan se vor himmelske Faders ansigt, glæder sig over at tjene hans små. Ængstelige sjæle, som har mange uønskede karaktertræk, er genstand for deres særlige omsorg. Engle er altid til stede, hvor der er størst behov for dem; hos dem, der har de hårdeste kampe at kæmpe med sig selv, og hvis omgivelser er mest nedslående. Og denne tjeneste vil Kristi sande tjenere tage del i.JSL 319.4
Hvis en af disse små skulle komme til at begå en uret imod dig, så er det din opgave at prøve at få ham på rette vej igen. Vent ikke på, at han skal tage det første skridt til forsoning. “Hvad mener I?” sagde Jesus, “hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.”JSL 320.1
I ydmyghedens ånd skal du “se til, at du ikke selv bliver fristet,” men gå til den vildfarne “og drag ham til ansvar på tomandshånd”. Hæng ham ikke ud over for andre, og bring ikke vanære over Kristus ved at offentliggøre synder og fejl hos en, der bærer Hans navn. Tit må sandheden siges rent ud til den pågældende. Han skal hjælpes til at indse sin fejl, så han kan forandre sig. Men det tilkommer ikke dig at dømme eller fordømme. Gør ikke noget forsøg på at retfærdiggøre dig selv. Lad alle dine bestræbelser gælde hans genrejsning. Behandling af sjælens sår skal ske med den største varsomhed og indfølingsevne. Kun den kærlighed, der udspringer fra Ham, som led på Golgata, kan nytte her. Med kærlig indfølingsevne skal bror omgås bror i bevidstheden om, at hvis det lykkes, frelser du “hans sjæl fra døden og skjuler mange synder” .JSL 320.2
Men selv disse bestræbelser slår måske ikke til. “Så tag,” sagde Jesus, “én eller to med dig.” Det kan ske, at der med deres samlede påvirkning kan opnås et resultat, hvor det ikke lykkedes for den første. Da de ikke har nogen andel i problemet, vil de lettere kunne handle upartisk, og denne kendsgerning vil give deres ord større vægt over for den vildfarne.JSL 320.3
Hvis han da ikke vil høre på dem, men også først da, skal sagen forelægges de troendes samfund. Lad menighedens medlemmer som Kristi stedfortrædere bede sammen og kærligt bønfalde om, at den fejlende atter må kunne vindes tilbage. Under Helligåndens påvirkning vil Kristi tjenere indtrængende bede den vildfarne om at vende tilbage til Gud. Apostlen Paulus siger under Åndens påvirkning: “Idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!” Den, som afviser denne fælles tilnærmelse, har brudt det bånd, der binder ham til Kristus og har således afskåret sig selv fra menighedsfællesskabet. Fra nu af, siger Jesus, “skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder”, men han skal ikke betragtes som udelukket fra Guds barmhjertighed. Han må ikke foragtes eller forsømmes af sine tidligere brødre, men behandles med mildhed og medfølelse som et af de fortabte får, Kristus stadig prøver at bringe tilbage til sin fold.JSL 320.4
Kristi belæring om, hvordan man skal behandle de vildfarne, gentager på en mere specifik måde den lære, der ved Moses blev givet israelitterne: “Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld.” Det vil sige, at hvis man forsømmer den af Kristus påbudte pligt til at forsøge at retlede dem, der lever i vildfarelse og synd, bliver man meddelagtig i synden. Synder, som vi kunne have forhindret, er vi lige så ansvarlige over for, som hvis vi selv havde begået dem.JSL 320.5
Men det er ham, der har handlet forkert, vi skal tale med om uretten. Vi skal ikke indbyrdes gøre den til genstand for omtale og kritik; selv ikke efter at den er blevet forelagt menigheden, har vi lov til at fortælle om den til andre. Kendskab til de kristnes fejl vil kun få den ikke troende verden til at falde over os, og at opholde os ved disse ting kan kun skade os, for det er ved at se, at vi forvandles. Mens vi prøver at rette en brors fejltagelser, vil Kristi Ånd vejlede os til så vidt muligt at beskytte ham mod kritik fra selv hans egne brødre, og uendeligt meget mere fra de ikke troendes kritik. Vi begår selv fejl og behøver Kristi medlidenhed og tilgivelse, og sådan som vi ønsker, at han skal behandle os, befaler han os at behandle hinanden.JSL 321.1
“Hvad I binder på jorden skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden skal være løst i himlen.” I handler som Himmelens udsendinge, og resultaterne af jeres gerning gælder for evigheden.JSL 321.2
Men vi skal ikke bære dette store ansvar alene. Kristus vil være til stede, hvor hans ord adlydes af et oprigtigt hjerte. Han er ikke blot til stede i menighedens forsamling, men hvor som helst disciple mødes i hans navn — hvor få de end er — der vil han også være. Og han siger: “Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader.”JSL 321.3
Jesus siger: “Min himmelske fader,” som for at minde sine disciple om, at samtidig med at han ved sin menneskelighed er forbundet med dem, tager del i deres prøvelser og føler med dem i deres lidelser, er han ved sin guddommelighed forbundet med den Almægtiges trone. Hvilken vidunderlig vished! De himmelske væsener forener sig med mennesker i forståelse og arbejde for at frelse det, som var fortabt. Al kraft fra Himmelen vil forene sig med menneskers evner for at lede sjæle til Jesus.JSL 321.4