Jesus fordømte raceskel

Jesus var begyndt at nedbryde skillevægen mellem jøder og hedninger og at forkynde frelse for hele verden. Skønt han var jøde, færdedes han frit sammen med samaritanerne uden at tage hensyn til sit folks farisæiske skikke. Trods alle fordomme tog han imod dette foragtede folks gæstfrihed. Han sov under deres tag, sad med ved deres bord og deltog i de måltider, de havde tilberedt og anrettet; han underviste på deres gader og behandlede dem med den største venlighed og høflighed.JSL 128.2

I Jerusalems tempel adskilte en lav mur den ydre gård fra alle andre dele af den hellige bygning. På denne mur var der indskrifter på forskellige sprog, som bekendtgjorde, at ingen andre end jøder havde lov til at overskride denne grænse. Hvis en hedning havde dristet sig til at betræde den indre gård, ville han have besmittet templet og ville komme til at bøde med sit liv. Men Jesus, stifteren af templet og dets tjeneste, samlede hedningerne om sig med bånd af menneskelig sympati, mens hans guddommelige nåde bragte dem den frelse, som jøderne forkastede.JSL 128.3

Jesu ophold i Samaria skulle være en velsignelse for disciplene, der stadig var under indflydelse af jødernes fanatisme. De mente, at loyalitet mod deres eget folk krævede, at de skulle nære fjendtlige følelser mod samaritanerne. De undrede sig over Jesu handlemåde. De kunne ikke nægte at følge hans eksempel, og under de to dages ophold i Samaria holdt deres troskab mod ham deres fordomme under kontrol; men i hjertet var de uforsonlige. De var længe om at lære, at deres foragt og had måtte vige pladsen for medlidenhed og sympati. Men efter Herrens himmelfart vendte hans belæring tilbage til dem med en ny betydning. Efter Helligåndens udgydelse mindedes de Frelserens blik, hans ord og den respekt og mildhed, der prægede hans holdning til disse foragtede fremmede. Da Peter tog hen for at prædike i Samaria, var hans arbejde præget af den samme ånd. Da Johannes blev kaldt til Efesus og Smyrna, huskede han, hvad han havde oplevet ved Sikem, og fyldtes af taknemmelighed mod den guddommelige lærer, som ved sit eget eksempel hjalp dem gennem de vanskeligheder, som han havde forudset, de ville møde.JSL 128.4