Jesus vasker disciplenes fødder

Hvordan skulle Kristus føre disse stakkels venner hen, hvor Satan ikke kunne vinde nogen afgørende sejr over dem? Hvordan kunne han vise dem, at det ikke gjorde dem til disciple blot at bekende sig som disciple, eller at dette ikke sikrede dem en plads i hans rige? Hvordan kunne han vise dem, at det er kærlig tjeneste og sand ydmyghed, der udgør ægte storhed? Hvordan skulle han vække kærligheden til live i deres hjerter og gøre dem i stand til at forstå det, som han længtes efter at sige dem?JSL 470.1

Disciplene foretog ikke noget skridt i retning af at ville tjene hinanden. Jesus ventede en tid for at se, hvad de ville gøre. Så rejste han sig, den guddommelige lærer. Han lagde sin kappe fra sig for bedre at kunne røre sig, tog et håndklæde og bandt det om sig. Disciplene så på med forbavselse og interesse og afventede i tavshed, hvad der skulle ske. “Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig.” Denne handling åbnede disciplenes øjne. De fyldtes af bitter skam og ydmygelse. De forstod den uudtalte irettesættelse og kom til at se sig selv i et helt nyt lys.JSL 470.2

Sådan gav Kristus udtryk for sin kærlighed til sine disciple. Deres egoistiske sind fyldte ham med sorg, men han indlod sig ikke i nogen meningsudveksling med dem om deres problem. I stedet gav han dem et eksempel, som de aldrig ville glemme. Hans kærlighed til dem lod sig ikke så let rokke eller udslukke. Han vidste, at Faderen havde givet alt i hans hænder, og at han kom fra Gud og vendte tilbage til Gud. Han var sig sin guddommelighed fuldt bevidst; men han havde lagt det kongelige fra sig og påtaget sig en tjeners skikkelse. En af de sidste handlinger i hans liv på jorden var at iføre sig en tjeners dragt og gøre en tjeners arbejde.JSL 470.3

Før påskehøjtiden havde Judas for anden gang mødt præsterne og de skriftkloge og lavet aftale om at udlevere Jesus til dem. Til trods herfor blandede han sig igen med disciplene, som om han var helt uskyldig og interesserede sig for arbejdet med at forberede festmåltidet. Disciplene kendte ikke noget til Judas’ hensigter. Kun Jesus kunne læse hans hemmelighed. Men alligevel afslørede han ham ikke. Jesus ønskede at vinde ham for sig. Han følte en lige så stor byrde for ham som for Jerusalem, dengang han græd over den fortabte by. Hans hjerte råbte: Hvordan kan jeg ofre dig? Judas mærkede denne kærligheds magt. Da Frelserens hænder vaskede hans smudsige fødder og tørrede dem med klædet, var Judas nær ved at give efter og bekende sin synd. Men han kunne ikke få sig selv til at ydmyge sig. Han forhærdede sit hjerte mod angeren, og de gamle tilskyndelser, der for et øjeblik var skubbet til side, fik atter herredømmet over ham. Nu blev Judas krænket over, at Kristus vaskede disciplenes fødder. Hvis Jesus kunne ydmyge sig i den grad, kunne han ikke være Israels konge, tænkte han. Alt håb om verdslig ære i et jordisk rige var slukket. Det passede Judas udmærket, at der ikke var noget at vinde ved at følge Kristus. Efter at have set ham nedværdige sig — sådan opfattede han detblev han bestyrket i sin hensigt om at fornægte ham og indrømme, at han havde ladet sig føre bag lyset. Han var besat af en dæmon, og han besluttede at fuldføre det arbejde, han havde påtaget sig, ved at forråde sin Herre.JSL 470.4

Judas havde i sit valg af plads ved bordet forsøgt at placere sig selv forrest, og Jesus gik som tjener først til ham. Johannes, som Judas havde næret så stor bitterhed mod, måtte vente til sidst. Men Johannes opfattede det ikke som en irettesættelse eller tilsidesættelse. Mens disciplene så, hvad Kristus foretog sig, blev de dybt bevægede. Da turen kom til Peter, udbrød han undrende:JSL 471.1

“Herre, vasker du mine fødder?” Hans hjerte var ved at briste, fordi Kristus nedværdigede sig på denne måde. Han blev skamfuld ved tanken om, at det ikke var en af disciplene, der udførte dette arbejde. “Hvad jeg gør, fatter du ikke nu,” sagde Kristus, “men senere skal du forstå det.” Peter kunne ikke udholde at se sin Herre, som han troede var Guds Søn, gøre en tjeners arbejde. Hele hans sjæl gjorde oprør mod denne ydmygelse. Han forstod ikke, at det var af denne grund, at Kristus var kommet til verden. Med stor vægt udbrød han: “Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.”JSL 471.2

Kristus sagde højtideligt til Peter: “Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.” Denne tjeneste, som Peter nægtede at tage imod, var et forbillede på en mere ophøjet renselse. Kristus var kommet for at fjerne sporene af synd fra hjertet. Ved at nægte at lade Kristus vaske sine fødder nægtede Peter at tage imod den højere form for renselse, der var indbefattet i den ringere. I virkeligheden afviste han sin Herre. Der er for Mesteren intet ydmygende i, at vi tillader ham at arbejde for vor renselse. Sand ydmyghed er at modtage alt, hvad der sker til gavn for os, med et taknemmeligt sind og oprigtigt at tjene Kristus.JSL 471.3

Ved ordene: “Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig,” gav Peter afkald på sin stolthed og egensindighed. Han kunne ikke udholde tanken om at skulle skilles fra Kristus. Det ville have været døden for ham. “Så ikke kun fødderne,” sagde han, “men også hænderne og hovedet.” Jesus svarede ham: “Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.”JSL 471.4

Disse ord betyder mere end legemlig renhed. Kristus taler stadig om den højere form for renselse, som den lavere form er et eksempel på. Den, der kom fra badet, var ren, men de sandalklædte fødder blev snart støvede og trængte atter til at vaskes. På denne måde var Peter og hans medbrødre blevet vasket i den store kilde, som er åbnet mod synd og urenhed. Kristus regnede dem for at være sine egne; men fristelsen havde forledt dem, og de trængte stadig til hans rensende nåde. Da Jesus bandt et klæde om sig for at vaske støvet af deres fødder, var det hans ønske netop ved denne handling at vaske uenigheden, skinsygen og hovmodet bort fra deres hjerter. Dette var af langt større betydning end at vaske deres støvede fødder. Med det sind, som de dengang havde, var ingen af dem rede til fællesskab med Kristus. Før de havde fået et ydmygt og kærligt sind, var de ikke klar til at deltage i påskemåltidet eller til at tage del i den mindetjeneste, som Kristus snart skulle indstifte. Deres hjerter skulle renses. Stolthed og egoisme skaber splid og had, men alt dette vaskede Jesus bort ved at vaske deres fødder. Der skete en forandring af følelserne. Idet Jesus så på dem, kunne han sige: “I er rene.” Nu var de et fællesskab med kærlighed til hinanden. De var blevet ydmyge og villige til at lære. Med undtagelse af Judas var de hver især rede til at indrømme en anden den øverste plads. Nu kunne de ydmygt og taknemmeligt tage imod Kristi ord.JSL 471.5

Som Peter og hans medbrødre er også vi blevet renset ved Kristi blod; men ved kontakt med ondskaben sker det ofte, at vi tilsmudses igen. Kun ved at komme til Kristus kan vi blive rene igen. Peter veg tilbage for at lade sin Herres og Mesters hænder røre ved sine smudsige fødder; men hvor ofte kommer vi ikke til Kristus med vore syndige, urene gerninger. Vort onde sind, vor forfængelighed og stolthed må gøre ham utroligt ondt! Alligevel må vi komme til ham med alle vore svagheder og urenheder. Kun han kan rense os igen. Vi kan ikke have forbindelse med ham, hvis ikke vi er renset ved hans kraft.JSL 472.1

Jesus sagde til disciplene: “I er rene; dog ikke alle.” Han havde vasket Judas’ fødder, men kunne ikke nå ind til ham. Hans sind var ikke blevet renset. Judas havde ikke overgivet sig til Kristus.JSL 472.2